Hvorfor medbringe en poster til Danske Kræftforskningsdage?
Danske Kræftforskningsdage ønsker at samle alle aktører i det danske kræftlandskab og præsentere igangværende projekter og initiativer på kræftområdet. Det er en mulighed for forskere, klinikere, patienter, sundhedspolitikere og andre med interesse for kræftforskning og –behandling at komme i dialog med hinanden.

Hvordan vises min poster, hvis mit abstract bliver accepteret?

  • Poster viewing session: Der vil blive ophængt posters i foyeren på Odeon, både på første og anden sal, som skal være tilgængelige på konferencens første dag. Konferencedeltagerne har mulighed for at gå rundt blandt de ophængte posters i formiddagspausen og i postersessionen henover frokosten.
  • Præsentation fra scenen: Der udvælges et mindre antal abstract-indsendere til at præsentere deres forskning fra scenen i en af konferencens sessioner. Kriterierne for udvælgelse til præsentation er originalitet, videnskabelige kvalitet og kræftrelevans. Yderligere information om processen bliver tilsendt direkte til de udvalgte.
  • Abstract book: Vi samler en elektronisk abstract book med alle accepterede abstracts. Denne vil blive tilgængelig på hjemmesiderne.

Hvem kan blive tildelt en poster pris?
Der uddeles en poster pris på kr. 5.000,- til hver af de to bedste posters om fredagen den 30. august. Poster komitéen vil om torsdagen se på de ophængte posters og høre udvalgte præsentationer. Priserne gives på baggrund af det faglige indhold, hvor tydeligt budskabet formidles visuelt og hvor klart posterens budskab bliver præsenteret. De to prisvindere vil få besked efter torsdagens poster session.

Hvad er formalia for tryk af poster?

  • Maksimal bredde: 90 cm og maksimal højde: 120 cm
  • Valgfrit, om der trykkes på stof eller papir
  • Valgfrit, om teksten er på dansk eller engelsk

Hvordan indsender jeg mit abstract?
Abstractet skal indsendes via linket nedenfor senest den 1. maj 2019. Der bliver sendt besked til den angivne mailadresse, om det indsendte abstract er accepteret til poster viewing sessionen ultimo maj 2019. 

https://dccccancer.wufoo.com/forms/z10iw04r1jeoe3i/

Min poster er accepteret - skal jeg gøre noget for yderligere at bekræfte, at jeg medbringer en poster?
Vi forventer ikke mailsvar på beskeden om, at posteren er accepteret. Det forventes dog at den, der er angivet som presenting author deltager ved konferencen.

Hvad gør jeg, hvis jeg alligevel ikke kan være presenting author?
Hvis du bliver forhindret i at deltage ved konferencen, kan du udpege en kollega, der kan præsentere posteren i dit fravær. Send venligst en mail til Dorrit D. Andersen dorran@rkkp.dk med angivelse af den nye presenting author's fulde navn, e-mail adresse og titlen på det indsendte abstract.
**Vær venligst opmærksom på, at der kun må medbringes én poster per presenting author. Ved udpegning af kollega til præsentation, vær da opmærksom på, om denne allerede deltager med sin egen poster**

Hvornår kan jeg hænge min poster op?
Det vil være muligt at hænge posters op mellem kl. 07.30 og 08.45 torsdag den 29. august. Der vil være oversigtsplakater hængt op i konferencecentret med angivelse af, hvor de respektive posters skal hænge. Vi henstiller til, at deltagere fra lokalområdet kommer i god tid for at undgå kødannelse umiddelbart før konferencens start.

Hvad skal jeg medbringe i forbindelse med ophængningen?
Der vil være materiale tilgængeligt til at hænge posterne op (knappenåle og power strips). Kun det materiale, der ligger til rådighed må benyttes.

Hvornår skal min poster være taget ned?
Da der skal gøres klar til markedsplads på konferencens anden dag, skal alle posters tages ned mellem kl. 18.30 og 19.30 torsdag den 29. august.

Hvornår forventes jeg at være ved min poster under konferencen?
I udgangspunktet forventes du at være ved din poster i formiddagspausen og igen i postersessionen henover frokosten. Mere information vil følge.

Hvor skal jeg tilmelde mig for at deltage i Danske Kræftforskningsdage 2019?
Vi gør opmærksom på, at indsendelse af abstract ikke er en samtidig tilmelding til konferencen. Tilmelding åbner primo maj og foregår via hjemmesiderne http://www.dccc.dk/danske-kraeftforskningsdage/ og http://www.dmcg.dk/danske-kraeftforskningsdage/

Hvornår er tilmeldingsfristen til Danske Kræftforskningsdage?
Tilmelding forventes at lukke ultimo juni 2019, hold øje med hjemmesiderne for nærmere angivelse.