Overvældende interesse for Danske Kræftforskningsdage

Konferencecenter Odeon i Odense danner rammer for Danske Kræftforskningsdage d. 30. og 31 august 2018. Foto: Odeon

24-05-2018

Interessen for at styrke det nationale samarbejde på kræftområdet er stor. Det viser de 350 tilmeldinger til Danske Kræftforskningsdage, der er et nyt, nationalt initiativ, der er etableret i et samarbejde mellem Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (dmcg.dk) og Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC). To store spillere på kræftområdet i DK. Formålet med Danske Kræftforskningsdage er at samle fagfolk, politikere, patientforeninger, meningsdannere og medier indenfor sundhedsområdet og give dem en unik mulighed for at høre om den nyeste forskning og behandling på kræftområdet, dele viden og debattere vilkår for dansk kræftforskning.

Du kan tilmelde dig og læse mere om Danske Kræftforskningsdage på http://www.conferencemanager.dk/DanskeKraeftforskningsdage/arrangementet.html (linket er ikke aktivt længere)

Markedsplads på Danske Kræftforskningsdage
I forbindelse med Danske Kræftforskningsdage vil der torsdag d. 30. august fra kl. 12 – 19.30 være en markedsplads med forskellige stande. Her vil bl.a. organisationer, forskningsgrupper, Danske Multidisciplinære Cancer Grupper og patientforeninger have mulighed for at præsentere igangværende projekter og initiativer. Markedspladsen bliver et livligt rum med både noget at se på, noget at røre ved og ikke mindst nogle at tale med. 

Der vil være et begrænset antal stande (alm. borde el. cafeborde), der fordeles ud fra et ønske om en bred repræsentation af initiativer på kræftområdet. Der vil være en egenbetaling på 200-500 kr. for leje af borde og stole til Konferencecenteret.

Hvis I ønsker en stand, kan I sende en mail til christina.dccc@rm.dk med oplysninger om: hvem I er samt indhold af jeres stand. I behøver ikke at deltage i Danske Kræftforskningsdage for at have en stand på Markedspladsen.