Foto: DKD2023, Jesper Balleby
Abstracts og posters 2024
Abstract, poster walks og præsentation på hovedscenen
Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC) og Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG.dk) afholder i år Danske Kræftforskningsdage d. 29.-30. august 2024 i Odense. Vi inviterede alle interesserede til at indsende abstracts på forskningsprojekter, kliniske trials eller andre kræftrelaterede forskningsaktiviteter.
Hvert år får mere end 100 forskere muligheden for at præsentere deres forskning på Danske Kræftforskningsdage. Det er en unik mulighed for at sprede viden på tværs af både geografi og forskningsområde.
Blandt de indsendte abstracts vil en række af faglige bedømmere udvælge de forskere, som får muligheden for at omdanne deres abstract til en fysisk poster. Disse posters vil være tilgængelige under hele konferencen og vil blive præsenteret i postersessionen, som igen i år vil foregå som modererede poster-walks med diskussionsgrupper.
De indsendte abstracts danner desuden grundlag for at udpege den faglige top af yngre forskere indenfor feltet. Syv modtagere vil få tildelt prisen "Exceptional Young Scientist Abstract". I stedet for at præsentere en poster vil de blive inviteret til at skulle på hovedscenen i sessionen 'Aktuel dansk kræftforskning i rampelyset'.