2022's sidste ansøgningsrunde endte med at fire ansøgninger fik støtte fra DCCC's pulje. Foto: DCCC.

11-01-2023

Fire initiativer fik tildelt DCCC's økonomiske støtte i den seneste ansøgningsrunde. Og selv om de er ganske forskellige, fokuserer de i sidste ende alle på at øge overlevelsen og livskvaliteten for danske kræftpatienter.

 

Du kan læse mere om de fire nye initiativer og netværk herunder – og husk at sende din ansøgning inden næste ansøgningsfrist d. 19. februar 2023.


1: Støtte til forberedelsen af kliniske studier i ctDNA-RECIST
Gruppen bag ansøgningen ønsker ved hjælp af randomiserede kliniske studier inden for flere cancertyper at undersøge, om cirkulerende kræft-DNA i blodet (ctDNA) kan anvendes til en mere rationel og præcis vurdering af effekten af systemisk behandling for patienter med udbredt metastatisk cancer.

I dag anvendes billeddiagnostiske kriterier kaldet 'RECIST' som primært redskab til at vurdere en given cancerbehandlings effekt ved solide tumorer. Dermed er det også netop det diagnostiske redskab, der er centralt, når en palliativ, antineoplastisk behandling bliver justeret, ændret eller afsluttet.

Men selv om 'RECIST' har været anvendt i årtier og i øvrigt er ressourcetung for radiologien, er det ikke altid et optimalt redskab, når behandlingseffekten ved solide tumorer skal vurderes. Det skyldes, at billeddiagnostik reelt er et surrogatmål for overlevelsen. Der er altså behov for nye redskaber.

Et mere rationelt redskab kan være ctDNA-RECIST. Det kan skåne patienter for uvirksom behandling og give mulighed for tidligere at skifte til mere virksom behandling. Derudover vil det frigive ressourcer i radiologien, hvis blodprøver kan erstatte nogle af de mange skanninger, som klassisk 'RECIST' kræver.

Men der mangler randomiserede, kliniske studier, før ctDNA-RECIST for alvor kan spille en rolle for denne patientgruppe. Initiativet, som der ydes støtte til, vil tage udgangspunkt i tarmkræft, men ønsker at udbrede studierne til andre relevante kræfttyper.

Primær kontaktperson: Karen-Lise Garm Spindler, e-mail: k.g.spindler@rm.dk

Bevilling: 200.000 DKK – til forberedelsen af et nationalt og multidisciplinært investigator‐initierede studie.

Tværfaglig organisation: Det første studie vil blive implementeret ved endorsement i Danish Colorectal Cancer Group (DCCG), samt under CFA4 i ctDNA forskningscenteret. Derefter vil der arbejdes for etablering i multiple DMCG'er, da ctDNA-RECIST vil være et pan-cancer koncept.

Læs mere om 'ctDNA-RECIST', klik her


2: Støtte til at sikre mere ensartet behandling af æggestokkekræft
Det viser sig, at overlevelsen varierer signifikant på de 4 centre, som behandler avanceret æggestokkræft i Danmark. Det til trods for, at der findes detaljerede nationale retningslinjer på området.

Det formodes, at kirurgiske afvigelser samt forskelle i den onkologiske behandling kan være medvirkende til variationen.

I Region Syddanmark, som kirurgisk behandler både patienter fra Region Sjælland og Region Syddanmark, har man nedsat en ekstern audit kommission, som er i gang med at undersøge den kirurgiske og onkologiske behandling af en hel årgang for at identificere forhold, som kan optimeres.

Initiativet, der her ydes støtte til, vil sætte fokus på eksisterende praksis, viden og evidens på området og gennemgå disse ved et internat med deltagelse på tværs af landet for at opnå en mere ensartet selektion og behandling. I sidste ende er det håbet, at det kan forbedre overlevelsen for patienter med avanceret æggestokkræft i hele landet.

Primær kontaktperson: Tine Henrichsen Schnack, e-mail: tine.henrichsen.schnack@rsyd.dk

Bevilling: 97.000 DKK – til udbredelse af viden om specifikke emner på tværs af landet

Tværfaglig organisation: Dansk Gynækologisk Cancer Gruppe (DGCG)Dansk Selskab for Obstetrik og GynækologiDansk Selskab for Klinisk OnkologiDansk Patologiselskab

Læs mere om 'Regional variation i overlevelse for patienter diagnosticeret med ovariecancer i Danmark, 2018-2021', klik her


3: Støtte til udbredelse af viden om sammenhængen mellem overvægt og kræft
Den videnskabelige forståelse af sammenhængen mellem fedme og kræft er vokset betydeligt de seneste år. Blandt andet er der opnået en større viden om de underliggende molekylære mekanismer, som ligger til grund for sammenhængen.

På den baggrund søgte ObeCaRe støtte fra DCCC i 2020 og 2021. Finansieringen førte til etableringen af ​​ObeCaRe netværket og flere tværfaglige projekter med fokus på fedme og kræft. ObeCaRe samler i samarbejde med patientrepræsentanter forskellige dele af forskningsområdet i et fælles samarbejde. Det har med succes medført afholdelse af to produktive nationale 2-dages symposier for 40+ deltagere i Nyborg, juni 2021 og 2022.

Det vurderes, at der fortsat er behov for at udbrede den allerede opnåede viden, fremtidige ambitioner og igangværende ambitioner på området. Dette initiativ vil derfor støtte målrettet formidling af fedme-kræft sammenhængen gennem øget kommunikation  til fagfæller, herunder på et 3. nationalt symposium i 2023.

Det langsigtede formål med ObeCaRe er at forbedre overlevelsen blandt cancerpatienter med samtidig overvægt eller fedme.

Primær kontaktperson: Signe Borgquist, signe.borgquist@auh.rm.dk

Bevilling: 125.000 DKK – til udbredelse af viden om specifikke emner på tværs af landet

Tværfaglig organisation: Ansøgningen er forankret i det DCCC-støttede nationale netværk ObeCaRe

Læs mere om 'Udbredelse af viden om overvægt og kræft på tværs af landet – ObeCaRe', klik her


4: Støtte til opstart af nyt psyko-onkologisk netværk

Psykologiske problemstillinger, som frygt for tilbagefald, angst og depression, er blandt de mest udbredte følger og senfølger efter kræftbehandling. Det betyder lidelse for patienten, og desuden påvirker det det øvrige forløb, fx igennem øget brug af sundhedsydelser, inklusive onkologiske, ringere adherence til fx hormonbehandling, og i yderste konsekvens nedsat overlevelse.

Klinikere og forskere på kræftområdet, der interesserer sig for at undersøge og mindske patienters og kræftoverleveres psykologiske bivirkninger og senfølger, møder aktuelt kun tilfældigt hinanden, som det skete på Danske Kræftforskningsdage 2022. Det har ledt til et ønske om et fælles fagligt forum, hvor der er tid og mulighed for sparring, idéudveksling, samarbejde og udvikling.

Det er hensigten, at Danish Psyko-Oncology Cooperative Group (DPOC) skal være det forum. Intentionen er at øge det nationale samarbejde inden for psyko-onkologien og skabe mulighed for nationale forsøg og retningslinjer på området.

Med afsæt i de 3 nationale kræft-senfølgecentre, der allerede har fokus på psykiske senfølger, vil DPOC søge at udbrede viden og erfaringer til gavn for lokale senfølgecentre og kliniske afdelinger landet over. DPOC vil desuden hente inspiration hos internationale eksperter.

Primær kontaktperson: Johanne Dam Lyhne, e-mail: johanne.dam.lyhne@rsyd.dk

Bevilling: 130.000 DKK – til Etablering af et nyt nationalt, tværfagligt netværk

Tværfaglig organisation: netværket har opbakning og deltagende parter fra National Center for Brystkræftsenfølger (DCCL), Nationalt Center for Senfølger hos kræftoverlevere (CASTLE) og Nationalt Forskningscenter for Senfølger til Kræft i Bækkenorganerne samt Danish Colorectal Cancer Group (DCCG) og Kræftens Bekæmpelse

Læs mere om 'Danish Psycho-Oncology Coorporative group (DPOC)', klik her