Dansk Forskningscenter for Præcisionsmedicin i Blodkræft arbejder for at forbedre behandlingen, livskvaliteten samt overlevelsen for patienter med blodkræft, ved at identificere og udvikle lægemidler, der er målrettet specifikke kræftstamceller hos den enkelte patient – hvilket også kaldes personlig medicin eller præcisionsmedicin.

I første omgang vil forskningscenteret fokusere på sygdommene myelodysplastisk syndrom (MDS) og akut myeloid leukæmi (AML), da man på trods af talrige kliniske trials inden for disse sygdomme ikke har formået af forbedre overlevelsen væsentligt. Med tiden håber centeret at udvide forskningen til at omfatte andre typer af blodkræft.

Dansk Forskningscenter for Præcisionsmedicin i Blodkræft samler forskere og klinikere fra de hæmatologiske afdelinger i alle landets fem regioner i et tæt samarbejde med basale cancerforskere fra Finsenlaboratoriet, Biotech Research and Innovation Centre (BRIC) samt DanStem på Københavns Universitet. Projektet strækker sig således fra identifikation af kræftstamceller, musemodeller og udvikling af nye lægemidler, til molekylær kortlægning af patienternes egne kræftstamceller, behandling baseret på omfattende drug screening og livskvalitetsstudier. Samarbejdet skal sikre, at alle landets patienter tilbydes samme mulighed for personlig medicin.

Forskningscenteret er desuden i tæt kontakt med repræsentanter fra patientorganisationer for at sikre en god kommunikation mellem klinikere/forskere og patienter med ønsket om, at de videnskabelige og kliniske fremskridt hurtigt når ud til patienter og deres pårørende. Endnu et vigtigt aspekt i forskningscenteret er at styrke uddannelsen og videreuddannelsen af klinikere og forskere inden for hæmatologien, hvilket skal sikre at resultaterne hurtigt bliver til gavn for patienterne i form af forbedret behandling.

Forskningscenteret ledes fra BRIC, KU af professor og overlæge Kirsten Grønbæk (direktør) samt professor Krister Wennerberg (vicedirektør).

Kontakt

Stine Kjær Morthorst
Forskningskoordinator
stine.kjaer.morthorst@regionh.dk

Organisering