Gå hjem-møde Fælles Beslutningstagen_web.jpg


Fælles Beslutningstagning er på agendaen på en række af fire fyraftensmøder, der afholdes i Aarhus, Odense, Vejle og København af DCCC Shared Decision Making netværket. Foto: Niels Aage Skovbo

28-05-2019

Interessen for det første fyraftensmøde om Fælles Beslutningstagning i Aarhus var så stor, at mødet blev flyttet til et større auditorium. Deltagerne var aktive med input fra egne erfaringer og flere spørgsmål gav anledning til diskussion.

 

Fælles Beslutningstagning handler om, at patienter og læger sammen skal træffe et valg om den rigtige behandling. Lægen er ekspert i diagnosen, mens patienten er ekspert i sit eget liv. Men hvordan når man frem til den rette behandling, når hver patient har forskellige præferencer og reagerer forskelligt i krisesituationer? Hvordan kommunikeres sandsynlighed og risici på en måde, der er til at forstå og forholde sig til? Og hvordan håndteres problemstillingen, at mange kræftpatienter ikke er klar over, at de har valgmuligheder?


DCCC Shared Decision Making netværk tager fat i disse spørgsmål i en række gå hjem-møder i Aarhus, Odense, Vejle og København. Formålet er at udbrede kendskabet til Fælles Beslutningstagning og sammen reflektere over viden, teori og evidens på området.


Et fælles forum til at dele erfaringer og problemstillinger
På mødet i Aarhus var Berit Kjærside Nielsen, programleder, cand.psych. og ph.d. ved DEFACTUM i Region Midt, Karina Dahl Steffensen, professor og overlæge, Center for Fælles Beslutningstagning, Vejle Sygehus og Jesper Bo Nielsen, professor og institutleder, Institut for Sundhedstjenesteforskning Syddansk Universitet inviteret til at holde oplæg om forskellige aspekter af beslutningsprocessen.


Det blev fortalt, hvordan følelser som angst, frygt og bekymringer påvirker patienter og pårørende i krise. Det har betydning for, hvordan patienterne forholder sig til information og i hvilken grad, de føler sig i stand til at træffe en beslutning af så vigtig betydning. Derfor er det vigtigt for sundhedspersonalet at kommunikere på en forståelig og let tilgængelig måde, der er individuel tilpasset den enkelte patient – der er nemlig stor forskel på, hvor meget information, patienten ønsker.


I praksis er der flere barrierer for Fælles Beslutningstagning, som kræver løbende arbejde med at udvikle metoder og strategier til implementering. Dette bar mødet i Aarhus også præg af, og deltagerne var ivrige efter at dele og diskutere erfaringer om både problemstillinger og succeshistorier. 

 

Se slides fra de tre oplæg her: Berit Kjærside Nielsen, Karina Dahl Steffensen, Jesper Bo Nielsen


DCCC inviterer til mere debat om emnet på Folkemødet 2019 med debatten "Min behandling: Kendt eller forsøg – et fælles valg", der arrangeres i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og Trial Nation.