Bevillingsår: 2022
DCCC støtter forberedelsen af dette nationale og multidisciplinære investigatorāinitierede studie med 200.000 kr.
Ved strålebehandling af kræftpatienter er det vigtigt, at strålerne rammer kræftsvulsten præcist. Det er også vigtigt, at strålerne ikke rammer de raske organer. Præcisionen er over de senere år blevet ekstra relevant i højdosis præcisions strålebehandling, hvor den dosis som bliver givet, er over hvad normalt væv kan tåle.
For at ramme så nøjagtigt som muligt, har det hidtil ofte været nødvendigt at kombinere to scanninger: MR og CT. CT er nødvendig for at kunne dosisberegne, og på MR er forskellen på kræftsvulsten og raske organer tydeligere. Men der er nogle ulemper ved en MR-skanning: Den tager lang tid (mindst 20 min) at lave, den skal registreres til CT-skanningen og der er risiko for, at billederne forvrides, så indtegningerne bliver upræcise. Blandt andet fordi patienten kan have lagt sig en smule forskelligt i scanneren.
En ny scanningsteknik kaldet Dual-Energy CT (DECT) er hurtig og præcis; på omkring 1 minut har den potentiale for at levere alt, hvad der skal bruges for både indtegning og dosisberegning. Men der mangler forskning i potentialet af DECT til at kortlægge tumor fra normalvæv til brug for præcis strålebehandling af kræftpatienter.
Projektets formål er derfor at opstarte en national protokol, som skal afklare mulighederne ved DECT for ca. 20 patienter med knoglemetastaser. Dette investigator-initierede studie vil sætte fokus på præcision i indtegning af tumor samt nerverødder i tilknytning til rygraden på baggrund af DECT.
Resultaterne fra studiet har mulighed for at danne grundlag for yderligere studier i brugen af DECT, også til andre typer af kræft i andre placeringer i kroppen.
Protokollen vil blive bygget op omkring et nationalt multidisciplinært samarbejde med deltagelse af både onkologer, radiologer og medicinske fysikere fra foreløbigt Herlev, Odense og Aalborg. Aalborg Universitetshospital vil stå som hoved-investigator for protokollen.
Tværfaglig organisation
Studiet er forankret i Det Nationale Forskningscenter for Stråleterapi (DCCC-RT) via ’IP15’ (Radiotherapy of oligometastatic disease) samt ’WP4’ (Image guided and adaptive radiotherapy).
Deltagende parter
Herlev:
- Gitte Persson, Klinisk Forskningslektor, Overlæge, PhD, Afd. for Kræftbehandling, Herlev/Gentofte Hospital
- Mette Felter, Afdelingslæge, Afd. for Kræftbehandling, Herlev/Gentofte Hospital
- Michael Brun Andersen, Forskningsansvarlig overlæge, Radiologisk Afd., Herlev/Gentofte Hospital
- Jens Edmund, Hospitalsfysiker, PhD, Radiotherapy Research Unit, Afd. for Kræftbehandling, Herlev/Gentofte Hospital
Odense:
- Tine Schytte, Overlæge, Professor, Onkologisk Afd, Odense Universitetshospital
- Tine Bjørn Nielsen, Hospitalsfysiker, PhD, Radiofysisk Laboratorium, Odense Universitetshospital
Aalborg:
- Laurids Østergaard Poulsen, Klinisk Forskningslektor, Specialeansvarlig Overlæge, PhD, Onkologisk Afd, Aalborg Universitetshospital
- Martin Skovmos Nielsen, Forskningsansvarlig Hospitalsfysiker, PhD, Afd. For Med. Fysik, Aalborg Universitetshospital
- Hella Sand, Hospitalsfysiker, Afd. For Med. Fysik, Aalborg Universitetshospital
- Jimmi Søndergaard, overlæge, Ph.d., afdelingsleder, Aalborg Universitetshospital. Primær kontaktperson, e-mail: jiso@rn.dk
Nyheder
Netværk og kliniske studier runder milepæl på 100 støttede aktiviteter fra DCCC, marts 2022