NYHED_implementering.png

05-10-20

I DMCG'erne er der i de senere år blevet gennemført en stor indsats med at understøtte harmonisering af kliniske retningslinjer på tværs af sygdomsområder. De kliniske retningslinjer er en af vejene til at opnå høj og ensartet kvalitet i patientbehandlingen, men de kliniske retningslinjer kommer først patienterne til gavn, når de anvendes i praksis.

På den baggrund har DMCG.dk og Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) med støtte fra DCCC nu gennemført et projekt, som har haft fokus på at afdække den aktuelle implementeringspraksis i relation til de kliniske retningslinjer. DMCG.dk og RKKP har gennemført en række interviews med klinikere og administrativt personale, hvor formålet har været at belyse muligheder og udfordringer for bedre at kunne understøtte retningslinjernes implementering i klinikken.

På baggrund af de gennemførte interviews er der udarbejdet en rapport, hvori klinikerne blandt andet fremhæver væsentligheden af, at DMCG-retningslinjerne er lette at finde og anvende i en travl hverdag. Endvidere er vigtigheden af, at særligt yngre læger og nye kolleger bliver gjort bekendt med retningslinjerne blevet fremhævet, herunder betydningen af, at erfarne læger agerer som ambassadører for retningslinjerne og at nye medarbejdere introduceres til retningslinjerne, når de starter i afdelingen.
MDT-konferencerne er ligeledes en vigtig komponent i implementeringen, fordi det er her de centrale beslutninger i patientforløbet tages i et multidisciplinært kollegialt forum.

Afdækningen peger desuden på en lang række forhold, der vurderes at påvirke implementeringen af retningslinjer i positiv retning. Forholdene kan relateres til selve retningslinjen, til brugerne og til omgivelserne og kan forhåbentlig anvendes som umiddelbar inspiration i de faglige miljøer.
Med henblik på at understøtte DMCG-retningslinjeindsatsen er der på baggrund af rapporten udarbejdet en kort vejledning til DMCG'erne, som skal understøtte implementeringen af retningslinjerne.

Der findes godt 300 DMCG-retningslinjer med i gennemsnit 13 anbefalinger. Der mangler viden om, hvordan man bedst håndterer implementering af disse mange anbefalinger på én gang. Dette bør inspirere til yderligere undersøgelser på området.

Nyheden er oprindeligt bragt på dmcg.dk, hvilket kan læses via linket her