Billeder nyheder dccc.dk (23).pngSamarbejdet strækker sig over geografi, faglighed og discipliner i de netværk og studier, som DCCC støtter opstart eller forberedelse af. Kortet viser specifikt, hvordan DCCC projekter og netværk fordeler sig og samarbejder geografisk på tværs af landet. Foto: DCCC

17-12-2021

Startkapital til nye tværfaglige netværk eller forberedelsen af nationale og multidisciplinære kliniske studier er kernen af det, som puljen hos DCCC kan søges om støtte til. Ikke mindre end 32 netværk og 47 kliniske studier er det blevet til siden 2017. I november kom der tre mere til.


I denne årets sidste ansøgningsrunde blev det 32. netværk etableret med støtte af DCCC. Vi etablerer og støtter nationale og tværfaglige netværk på kræftområdet, der skaber viden og dialog på tværs af faggrupper og mellem klinikken og universiteterne. Støtten gives som ‘seeding money’ med det formål at understøtte og opbygge infrastruktur for mere vidensdeling og samarbejde om forskning og udvikling af de forskellige elementer i et kræftforløb.

Også i denne omgang blev der givet støtte til forberedelsen af nationale og multidisciplinære investigator-initierede kliniske studier. Vi har nu støttet forberedelsen af mere end 47 kliniske studier siden vi i 2017 etablerede puljen.

Herunder kan du læse mere om de tre projekter, der har modtaget støtte i denne runde. Husk samtidig at notere, at næste ansøgningsrunde har deadline den 9. februar 2022.


Nationalt, tværfagligt netværk for præhabilitering af skrøbelige patienter før kræftkirurgi

Initiativtagerne til netværket vil finde fælles screeningsværktøjer til at identificere skrøbelige ældre patienter, som har mulighed for at blive præhabiliteret forud for kræftkirurgi. En række investigator-initierede studier skal gennemføres på flere forskellige kræftformer (kolorektal, prostata, blære, lunge og gynækologiske cancere). Fælles for disse kræftformer er, at de ofte rammer ældre skrøbelige patienter og involverer større kirurgi. Grupperne bag studierne vil undersøge, om man kan optimere patienterne forud for operation.

Optimale og let anvendelige værktøjer til screening
Det er målet med studierne at finde frem til screeningsværktøjer, der er optimeret både økonomisk og tidsmæssigt samt hurtigst og sikrest formår at identificere de patienter, der vil have mest gavn af en præhabiliteringsindsats forud for deres canceroperation.

Det er også et mål, at screeningsredskaberne realistisk set vil kunne indføres i et almindeligt ambulatorieprogram som standard-behandling på alle kræftafdelinger nationalt, såfremt studierne viser en gavnlig effekt. Studierne forventes at kunne nedbringe antallet af indlæggelsesdage, kirurgiske komplikationer, behov for øget hjælp i hjemmet og derved opnå hurtigere tilbagevenden til den præ-morbide tilstand.

Invitation til alle interesserede parter
Gruppen inviterer i 2022 alle involverede og interesserede partnere på tværs af fagligheder, organområder, kirurgiske specialer og geografi til et internatmøde, hvor der skal arbejdes med at identificere det bedst mulige screeningsværktøj for skrøbelighed, ensrette interventionen samt bestemme de bedste effektparametre.

Tværfaglig organisation:
Dansk Kolorektalcancer Gruppe (DCCG) og Dansk Forskningscenter for Kræftkirurgi - ACROBATIC

Primær kontaktperson:
Katrine J. Emmertsen, Kolorektalansvarlig Overlæge, Kirurgisk afdeling, Regionshospitalet Randers, katremme@rm.dk

Bevilling:
200.000 kr. – til etablering af dette nye nationale, tværfaglige netværk på området

Læs mere, klik her


Skrøbelighed og effekt af perioperativ geriatrisk vurdering og intervention ved ældre patienter med muskelinvasiv blærekræft planlagt til radikal cystektom

Patienter med blærekræft er ofte ældre med mange konkurrerende lidelser, og dermed i øget risiko for komplicerede forløb i forbindelse med kræftkirurgi. Der er tidligere påvist positiv effekt af geriatrisk intervention (Comprehensive Geriatric Assesment, CGA) og multidisciplinært samarbejde med anden kræftbehandling. CGA er en multidimensional og multidisciplinær metode til at evaluere en ældre patients fysiske og psykiske sundhedsstatus.

Måske en målestok for skrøbelighed på tværs af flere kræfttyper
Initiativtagerne til det investigator-initierede studie arbejder med det formål, at validere et nyt dansk-udviklet screeningsredskab for skrøbelighed (DEN-GER) på ældre patienter med blærekræft. Blandt andet skal det undersøges, om DEN-GER kan identificere patienter med potentielt reversible helbredsproblemer, der formodes at have gavn af multidisciplinær/geriatrisk vurdering og intervention forud for planlagt kræftkirurgi.

Gruppen arbejder med ambitionen om, at DEN-GER værktøjet kan være model for lignende applikation nationalt og på tværs af cancertyper. Gruppen bag ansøgningen forventer desuden at kunne inkludere patienter fra alle afdelinger i Danmark, der udfører radikal cystektomi.

Der bliver flere ældre
Studiet er særligt relevant nu, da andelen af ældre patienter over 80 år i 2050 vil blive mere end tredoblet fra det nuværende antal. I udlandet anbefaler både International Society of Geriatric Oncology og American Society of Clinical Oncology screening og CGA før behandling, men der har manglet randomiserede kliniske studier, og screening er endnu ikke implementeret i Danmark.

De involverede parter har en ambition om, at arbejdet med at finde de rette patienter til CGA vil danne grobund for voksende interdisciplinært samarbejde på tværs af kræftafdelinger.

Tværfaglig organisation:
Studiet er forankret i Dansk Forskningscenter for Kræftkirurgi -ACROBATIC, med tilsagn fra Danish Bladder Cancer Group, DBCC.

Primær kontaktperson:
Jørgen Bjerggaard Jensen, Professor i urinvejskirurgi, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og professor, overlæge, dr.med. Aarhus Universitetshospital, bjerggaard@skejby.rm.dk

Bevilling:
197.874 kr. - til forberedelse af dette nationale og multidisciplinære investigator-initierede studie

Læs mere, klik her


OLIGO-projektet - En platform for oligometastatisk behandlingsstrategi

Kræftpatienter med fjernmetastaser er historisk blevet betragtet som uhelbredelige. Men en mindre del har et begrænset antal metastaser (oligometastaser), der sidder lokalt, og kan behandles.

OLIGO projektet er et investigator-initieret studie, som vil skabe et tilbud om aggressiv lokalbehandling af metastaser til patienter med ikke-hæmatologisk oligometastatisk sygdom, hvis alle tumorer sidder steder, hvor det er muligt at destruere eller fjerne vævet. Initiativtagerne til projektet vil arbejde på tværs af kræftsygdomme og på tværs af kræftafdelinger. Translationelle samarbejder med flere relevante forskningscentre er også på tegnebrættet.

Samarbejde via DMCG'erne kan noget særligt
Gruppen bag ser gode muligheder i det unikke danske sundhedssystem med et højt niveau af cancer-behandlingssamarbejde med rod i De Multidiciplinære Cancer Grupper, DMCG'erne. Desuden har Danmark en styrke i det velfungerende nationale forskningscenter DCCC Stråleterapi, hvorfra projektet udspringer.

I et tæt samarbejde med de forskellige DMCG'er vil gruppen udvikle de specifikke forskningsspørgsmål samt analysere data fra forskellige tumortyper. Dermed vil man opnå ny viden om behandling, bivirkninger og sygdomsudvikling indenfor oligometastaser.

Gruppen bag projektet har efter pilotstadiet ambition om at inkludere patienter via alle kræftafdelinger.

Tværfaglig organisation:
DCCC Stråleterapi

Primær kontaktperson:
Gitte Fredberg Persson, overlæge, onkologisk afdeling, Herlev Hospital og Klinisk forskningslektor, Københavns Universitet, gitte.persson@regionh.dk

Bevilling:
200.000 kr - til forberedelse af dette nationale og multidisciplinære investigator-initierede studie

Læs mere, klik her