3. maj 2026
DCCC og Dansk Forskningscenter for Kræftkirurgi - ACROBATIC inviterer til foredrag og hands-on aktiviteter på Folkemødet
Når Folkemødet løber af stablen på Bornholm, bliver det muligt at komme helt tæt på den nyeste forskning i kræftbehandling. I år sætter DCCC sammen med Dansk Forskningscenter for Kræftkirurgi (ACROBATIC) fokus på et af de mest centrale og komplekse områder i kræftbehandlingen: kirurgien.
Med et populærvidenskabeligt foredrag og to interaktive aktiviteter inviterer forskere og kirurger fra ACROBATIC deltagerne indenfor i en verden, hvor teknologi, data og menneskelige vurderinger supplerer hinanden og smelter sammen, når der skal træffes afgørende beslutninger.
Når teknologi ikke fjerner de svære valg
Kræftkirurgi er i hastig forandring. Robotter, kunstig intelligens og avancerede scanninger gør det i dag muligt at planlægge og gennemføre operationer med en præcision, der for få år siden var utænkelig.
Men udviklingen rejser også nye spørgsmål.
For selv om teknologien kan hjælpe med at analysere data og pege på mulige løsninger, er det stadig kirurgen, der i sidste ende står med ansvaret: Hvor meget væv skal fjernes? Hvornår er det nok – og hvornår er det for meget?
Det er netop nogle af de dilemmaer, som bliver foldet ud i det populærvidenskabelige foredrag “Hvor svært er det egentlig at være kræftkirurg?”. Her sættes der fokus på hele patientforløbet – fra forberedelse før operation til beslutninger undervejs og opfølgning efterfølgende.
Foredraget sætter også fokus på personlig kirurgi, hvor data i stigende grad bruges til at skræddersy behandling til den enkelte patient. En udvikling, der rummer store muligheder – men også kræver nye afvejninger.
Tag også selv del i samtalen, når vi sammen med professorerne i kræftkirurgi Lene Hjerrild Iversen og Thomas Baad-Hansen fra ACROBATIC udfordrer forestillingen om, hvad det vil sige at være kræftkirurg – både i dag og i fremtiden.
Prøv selv kræfter med kirurgien
Med to interaktive aktiviteter kan besøgende på Folkemødet også selv få en fornemmelse af, hvor krævende moderne kræftkirurgi er i praksis.
I den ene aktivitet kan man teste sine evner i en såkaldt “black box”, hvor man – ligesom kirurgen – skal navigere ud fra todimensionelle billeder på en skærm og omsætte dem til en tredimensionel forståelse af kroppen. En øvelse, der hurtigt afslører, hvor svært det er at orientere sig præcist uden direkte udsyn.
Her er der også mulighed for at prøve en kirurgisk simulator, hvor deltagerne kan arbejde “inde i maven” med instrumenter, som styres via en skærm. Her bliver det tydeligt, hvor stor teknisk præcision og koordination der kræves for at gennemføre selv mindre indgreb.
Aktiviteten giver et konkret indblik i de færdigheder, der ligger bag moderne kirurgi – og hvorfor træning, forskning og teknologi er afgørende for at gøre operationer mere sikre.
Se teknologien i realtid
I den anden aktivitet flyttes fokus til den teknologi, der hjælper kirurger med at “se det usynlige”.
Her demonstreres avanceret scanning med indocyaningrønt farvestof, som anvendes under operationer til at kortlægge blandt andet lymfebaner og blodforsyning. Besøgende ved forskningsboden får mulighed for at følge processen fra kontraststoffet gives, til billederne vises i realtid.
Teknologien er med til at gøre det muligt at arbejde mere skånsomt og præcis, for eksempel ved at sikre, at væv har tilstrækkelig blodforsyning til at hele korrekt, eller ved at reducere risikoen for komplikationer.
Her kan du møde os
Gå ikke glip af det populærvidenskabelige foredrag og aktiviteterne, der finder sted i Kræftens Bekæmpelses telt på Folkemødet. Her kan alle interesserede – uanset forudsætninger – blive klogere på kræftkirurgi og selv prøve kræfter med nogle af de udfordringer, som kirurger står med hver dag.
Du møder professorer, kirurger og forskere fra ACROBATIC og får indblik i deres virkelighed og i fremtidens kræftkirurgi.
Se nærmere i programmet for Folkemødet, når det offentliggøres.
ACROBATIC
Danske Forskningscenter for Kræftkirurgi – ACROBATIC er et nationalt dansk forskningscenter inden for kirurgisk onkologi med et bredt samarbejde på tværs af 13 danske multidisciplinære kræftgrupper (DMCG’er). Centeret blev etableret i 2021 med midler fra Knæk Cancer og er forankret i DCCC.
ACROBATICS vision er at helbrede flere patienter med solide kræftformer og at forbedre livskvaliteten efter den kirurgiske behandling af deres kræftsygdom. Målet er at skabe evidens for en kirurgisk kræftbehandling som i langt større grad end nu er skræddersyet til den enkelte patient. Gennem samarbejde på tværs og nationale kliniske interventionsstudier er målsætningen at sætte fokus på tre kliniske områder:
- Præhabilitering og præoperativ risikovurdering
- Kirurgisk innovation og metoder
- Survivorship
Læs mere om ACROBATIC på DCCC's hjemmeside eller centrets egen hjemmeside.