COMPAS_web_foto_reg.sjaelland.png


Annemarie Knigge, formand for Udvalget for Sygehusenes behandlingstilbud i Region Sjælland (t.v.), Susanne Oksbjerg Dalton, professor, overlæge og centerleder i COMPAS og Mads Nordahl Svendsen, ledende overlæge, onkologisk afdeling, Region Sjælland samt styregruppen i COMPAS. Foto: Region Sjælland.

24-10-2019

Den 22. oktober markerede indvielsen af det nye Dansk Forskningscenter for lighed i Kræft, COMPAS. Centret skal medvirke til at mindske den sociale ulighed og forbedre kræftbehandlingen for de dårligere stillede kræftpatienter.


COMPAS er forankret i Onkologisk Afdeling og Palliative Enheder på Sjællands Universitetshospital og koordineres fra Sjællands Universitetshospital i Næstved, mens forskningen udgår fra forskningsinstitutioner og hospitaler i hele landet. Centeret ledes af professor og overlæge Susanne Oksbjerg Dalton, som ved åbningsseminaret gav et oplæg om den dokumenterede ulighed i kræftforløbet og visionen for centret: Alle kræftpatienter, uanset social position, skal have mulighed for at gennemgå et kræftforløb bedst muligt.

​Annemarie Knigge, formand for Udvalget for Sygehusenes behandlingstilbud i Region Sjælland, fortalte om den politiske dagsorden og forventninger til det nye center om at kunne medvirke til at forbedre kræftbehandlingen og livet efter kræft for de dårligere stillede kræftpatienter i Danmark.

Tværfaglig forskning med fokus på social ulighed gennem hele kræftforløbet
Forskningen i COMPAS er organiseret i seks arbejdspakker, som blev præsenteret ved åbningen. De seks fokusområder involverer forskellige metoder og planlagte projekter rangerende fra interviews med patienter og sundhedspersoner, til navigator-interventioner og præhabilitering.

Ved åbningen fortalte Morten Sodemann, professor og speciallæge i infektionsmedicin, om sårbarhed og hvordan sårbarheden opstår i mødet med sundhedsvæsenet. Åbningen blev også gæstet af professor Sandy Jack, Consultant Clinician Scientist ved University Hospital Southampton. Sandy Jack præsenterede sit bud på hvordan præhabilitering kan være en måde at nedbringe den sociale ulighed på kræftområdet ved at optimere de dårligere stillede patienters fysiske og psykiske helbred inden de påbegynder deres kræftbehandling.

Læs mere om COMPAS på centrets hjemmeside www.compas.dk.

Følg også centrets aktiviteter på LinkedIn.

Fakta

COMPAS er finansieret af Kræftens Bekæmpelse – Knæk Cancer midler, med medfinansiering af Region Sjælland, Aarhus Universitetshospital, Kræftens Bekæmpelses Forskningscenter, REHPA, Bispebjerg Hospital og Statens Institut for Folkesundhed.

Forskningscentret indgår i DCCC. Læs mere om de otte nationale forskningscentre på kræftområdet her