Mette Schaufuss Engedal modtager årets 'Acta Oncologicas Best Flash Talk Award' på Danske Kræftforskningsdage 2026

Ti forskere. Forskning fra vidt forskellige dele af kræftområdet. Og kun få minutter til at formidle det vigtigste. Det var præmissen, da årets Flash Talks blev afviklet ved Danske Kræftforskningsdage. Niveauet var højt, og de ti forskere leverede stærke og tempofyldte præsentationer.

Men én skilte sig ud.

Mette Schaufuss Engedal, sygeplejerske og ph.d.-studerende ved Afdeling for Blodsygdomme på Rigshospitalet, modtog årets ’Acta Oncologicas Best Flash Talk Award’ for sin præsentation af forskning i senfølger hos patienter efter allogen stamcelletransplantation.

Prisen blev overrakt af Christoffer Johansen på vegne af Acta Oncologica og gives til en Flash Talk, hvor høj videnskabelig kvalitet går hånd i hånd med klar og engagerende formidling.

Og netop evnen til at gøre komplekse forskningsresultater forståelige på meget kort tid er en central del af udfordringen i Flash Talks.

Her er der ikke tid til lange forklaringer eller detaljer. Forskerne skal hurtigt ind til kernen, skabe overblik og samtidig give publikum lyst til at vide mere.

Det lykkedes for Mette Schaufuss Engedal med sin præsentation af abstractet: ‘Late Effects in Danish Patients Following Allogeneic Hematopoietic Stem Cell Transplantation: A Nationwide Population Based Cross Sectional Study.’ På få minutter formidlede hun resultaterne fra et landsdækkende studie af senfølger hos personer, der har gennemgået allogen stamcelletransplantation.

Men ved årets Flash Talks var det ikke alene forskningens resultater, der blev bedømt. Det var også forskernes evne til at få deres budskab klart igennem.

Med ti stærke præsentationer i årets felt var konkurrencen derfor hård, og prisen er samtidig en anerkendelse af den særlige disciplin, det er at formidle avanceret kræftforskning kort, præcist og engagerende.

Med Acta Oncologicas Best Flash Talk Award følger en pris på 750 euro.

Find alle Flash Talk-præsentationer fra DKD2026

Flash Talks er en del af Danske Kræftforskningsdage, hvor udvalgte forskere får mulighed for at præsentere deres forskning fra den store scene i et kort og koncentreret format.

I år blev 10 abstracts ud af 149 indsendte abstracts udvalgt til Flash Talks- præsentationer fra scenen. I programmet på Danske Kræftforskningsdages hjemmeside kan du finde præsentationer fra alle årets Flash Talk-oplæg.

Om Acta Oncologica

Acta Oncologica er et nordisk baseret videnskabelig tidsskrift, der bidrager til fremtidens kliniske kræftbehandling gennem publicering af viden og forskning inden for et bredt felt af kræftområdet: Acta Oncologica