Bevillingsår 2026

DCCC støtter udbredelsen af viden om forskning inden for overvægt og kræft på tværs af landet med 200.000 kr.

Overvægt og metabolisk sygdom har betydning på tværs af kræftforløbet: Fra risiko og tidlig diagnostik til behandlingsvalg, toksicitet, rehabilitering, senfølger og prognose.

Området udvikler sig hurtigt, blandt andet med nye European Society Medical Oncology (ESMO)-guidelines, øget viden om kropssammensætning og nye muligheder for behandling af overvægt. Viden og klinisk praksis er imidlertid ujævnt udbredt på tværs af faggrupper og regioner.

Som et DCCC netværk har ObeCaRe siden 2020 opbygget et nationalt og tværfagligt miljø med onkologer, kirurger, epidemiologer, endokrinologer, molekylærbiologer, psykologer, sygeplejersker, patienter, patientorganisationer og mange andre faggrupper. DCCC ObeCaRe årsmøderne 2021-2026 dokumenterer en faglig udvikling fra netværksdannelse til et modent vidensfelt med resultater og anbefalinger, der nu er klar til bredere national udbredelse.

Der er især behov for at omsætte eksisterende viden om:

  1. Nye ESMO-anbefalinger om overvægt og kræft
  2. Kropssammensætning, metabolisk sundhed og prognose
  3. Konsekvenser for systemisk behandling, kirurgi og rehabilitering
  4. GLP-1-baseret vægttabsbehandling og kræft
  5. Social og geografisk ulighed
  6. Vægtinkluderende, ikke-stigmatiserende patientkommunikation.

ObeCaRe etablerer et nationalt, tværfagligt rejsehold med junior- og seniorforskere fra klinisk, epidemiologisk, basal og translationel forskning. Rejseholdet vil besøge kræftmiljøer i alle fem regioner og formidle eksisterende viden gennem korte oplæg, patientcases og lokal implementeringsdialog.

Støtten fra DCCC går til planlægning og afholdelse af seks regionale møder i samarbejde med lokale kræftmiljøer i Aalborg, Aarhus, Odense, Esbjerg, Næstved/Roskilde og København/Herlev.

Initiativet kobler forskning og klinisk praksis gennem en form, hvor forskere og klinikere mødes lokalt og arbejder med konkrete patientforløb og implementeringsbarrierer.

Målet er ikke at udarbejde nye kliniske guidelines, men at udbrede kendskabet til og anvendelsen af den eksisterende viden på området. Forventningen er, at det vil skabe et fælles nationalt vidensgrundlag og understøtte en mere ensartet, respektfuld og evidensbaseret håndtering af patienter med kræft og overvægt.

Tværfaglig organisation

Forankret i det nationale, tværfaglige DCCC ObeCaRe-netværk og gennemføres i samarbejde med relevante DMCG-miljøer, universiteter, hospitaler, patienter og lokale kræftfaglige værter.

Aktivt deltagende parter

Rejseholdet foreslås sammensat af en fast kerne og roterende fageksperter:

  • Signe Borgquist, klinisk lærestolsprofessor, ledende overlæge, Aarhus Universitet/Aarhus Universitetshospital (onkologi)
  • Deirdre Fenton Cronin, professor, Aarhus Universitet/ Aarhus Universitetshospital (epidemiologi)
  • Jens Meldgaard Bruun, professor, overlæge, Aarhus Universitet/ Aarhus Universitetshospital (endokrinologi)
  • Pernille Skovlund, klinisk sygeplejespecialist, Aarhus Universitet/ Aarhus Universitetshospital (onkologi)
  • Martin Roelsgaard Jakobsen, professor, Aarhus Universitet (molekylærbiologi)
  • Bobby Zachariae, professor, Aarhus Universitet/ Aarhus Universitetshospital (psykologi)
  • Lærke Skjøth Nissen, ph.d.-studerende, Aarhus Universitet/ Aarhus Universitetshospital (læge)
  • Katrine Sørensen, næstformand Brystkræftforeningen (patientrepræsentant)

Værter ved ObeCaRe-besøg:

  • Louise Lang Lehrskov, postdoc, læge, Rigshospitalet (lokalvært København)
  • Susanne Dalton, professor, overlæge, Sjællands Universitetshospital (lokalvært Næstved/Roskilde)
  • Anders Vistisen, cheflæge, Aalborg Universitetshospital (lokalvært Aalborg)
  • Jan Frystyk, cheflæge, professor Odense Universitetshospital (lokalevært, Odense)
  • Claus Bogh Juul, overlæge, professor, forskningsleder, Syddansk overvægtsinitiativ, Esbjerg og Grindsted Sygehus, (lokalvært, Esbjerg)
  • Zenia Guldbæk-Svensson, læge, Aarhus Universitet/ Aarhus Universitetshospital (lokalvært Aarhus)
  • Juniorrepræsentanter fra mindst tre regioner og fra både klinisk og basal/epidemiologisk forskning, disse er ikke navngivet i ansøgningstidspunktet.