Projektet har modtaget 200.000 kr. i støtte via Udviklingspuljen, der er målrettet forberedelse af praksisnær forsknings- og udviklingsprojekter i de indsatser, som foregår tæt på borgeren i det nære sundhedsvæsen i forbindelse med eller i forlængelse af en kræftsygdom.
Den praksisnære problemstilling
Nedsat appetit er en hyppig og belastende problemstilling hos kræftpatienter, som kan have betydning for både ernæringsstatus, behandlingstolerance, hverdagsliv og livskvalitet. I klinisk praksis møder både kommunale og regionale diætister kræftpatienter, der har svært ved at spise tilstrækkeligt. Ikke nødvendigvis fordi de mangler viden om ernæring, men fordi lysten til mad er svækket, ustabil, ikke-eksisterende eller tæt forbundet med symptomer, sanseforandringer, træthed, sociale forhold og hverdagslivets rammer. Trods problemets omfang findes der i dag ikke en systematisk, praksisnær og veldokumenteret metode.
Beskrivelse af CANAPES (Cancer and Appetite Supporting Strategies)-projektet
CANAPES-projektet har til formål at gøre noget ved dette udbredte og alvorlige problem gennem afprøvning af CANAPES-metoden. Metoden bygger på kvalitativ og kvantitativ viden og erfaring fra kræftpatienter med appetitproblemer samt kliniske diætister fra kommuner og hospitaler. I CANAPES-metoden er der udviklet konkrete appetitstøttende strategier, som kan bruges i de kliniske diætisters diætbehandling, hvor strategierne tilpasses den enkelte patient/borger med kræft og appetitproblemer. Effekten af CANAPES-metoden på kræftpatienters appetit, vægtopretholdelse og livskvalitet sammenlignet med kræftpatienter uden appetitstøttende indsats afprøves fra 2027-2028 i et pilotprojekt i Region Midtjylland og Region Nordjylland (finansieret af Kræftens Bekæmpelse).
Med dette DCCC-støttede initiativ forberedes næste skridt: en national, tværsektoriel afprøvning af CANAPES-metoden. Midlerne skal bruges til at etablere en advisory-gruppe med kommunale og regionale diætister, samt patientrepræsentanter som bidrager til at udarbejde og kvalificere projektbeskrivelse og protokol for den nationale afprøvning.
Målet er at sikre, at CANAPES-metoden kan udbredes på en måde, der er fagligt solid, praktisk gennemførlig og meningsfuld for patienterne. På sigt skal projektet bidrage til mere systematisk støtte til appetit, spisning og livskvalitet hos kræftpatienter og borgere med appetitproblemer.
Gruppen bag ansøgningen
- Marie Ernst Christensen, lektor, ph.d., cand.scient.san.publ., VIA University College, Ernæring og Sundhed, Forskningscenter for Forebyggelse og Rehabilitering, Aarhus N, maec@via.dk
- Mimi Yung Mehlsen, professor, cand.psych., ph.d., Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, Aarhus
- Nanna Ruengkratok Lang, lektor, ph.d., cand.psych., VIA University College, Ernæring og Sundhed, Forskningscenter for Forebyggelse og Rehabilitering, Aarhus N
- Jette Lind Thomsen Fabricius, klinisk diætist, Favrskov Kommune
- Randi Tobberup, ledende klinisk diætist, ph.d., Aalborg Universitetshospital, Aalborg