Den store sal hos konferencecenter Odeon i Odense bliver igen i år fyldt med kræftforskere og -klinikere, patienter og beslutningstagere til Danske Kræftforskningsdage.
17-06-2021
Pladserne til årets konference er blevet revet væk – vi glæder os over den store interesse og arbejder på højtryk på at få alle detaljer på plads, herunder muligheden for at udvide antallet af pladser, hvis restriktionerne tillader det. Skriv dig på ventelisten, hvis du gerne vil have en chance for at få en plads.
Vi glæder os til at byde velkommen til Danske Kræftforskningsdage i slutningen af august. Og glæden er kun blevet større hos formanden for konferencens arrangementskomite, professor Cai Grau, der kan konstatere, at alle pladserne allerede er optaget.
"Selvom vi måtte aflyse sidste år, kan folk godt huske, hvad Danske Kræftforskningsdage står for og vil gerne med. Det beviser det historisk høje antal indsendte abstracts og det tempo, som pladserne er blevet booket i," siger han og uddyber:
"Samtidig har vi gjort os umage med at sammensætte et program, der kan stimulere vidensdeling og samarbejde om både forskning og klinik. Der er noget for alle fagligheder, og forhåbentligt vil de mange oplæg og faglige debatter i sidste ende komme patienterne til gavn."
Du kan læse mere om konferencen og se programmet ved at klikke her.