Publikum stillede gode spørgsmål.png

Danske Kræftforskningsdage 2021 samlede 500 forskere, klinikere, patientrepræsentanter og beslutningstagere til to dage med oplæg, debat og dialog om kræftområdet. Foto: DKD21, Rune Borre-Jensen.

05-10-2021

Ovenpå 1,5 år med corona, nedlukning af samfundet og aflysningen af Danske Kræftforskningsdage i 2020, kunne vi i slutningen af august atter samle 500 forskere, klinikere, patientrepræsentanter og beslutningstagere til to dage med oplæg, debat og dialog om kræftområdet. Alt forløb planmæssigt og med stor tilfredshed blandt deltagerne.

Danmarks største tværfaglige kræftkonference er tilbage. På Danske Kræftforskningsdage kan sundhedsprofessionelle opdatere deres viden, networke og lade sig inspirere af kollegaer, mens patientrepræsentanter har en mulighed for at møde de forskere og klinikere, der står for forskning og behandling af deres kræftform. Den brede pallette af oplæg kombineret med, at deltagerne består af både patientrepræsentanter, beslutningstagere, forskere og klinikere er med til at gøre konferencen til noget ganske særligt.

"Det er virkelig dejligt at være med. Samme gode oplevelse, som i 2019, hvor jeg også deltog. Det giver os en mulighed for at møde nogle af de forskere, som står for behandling og forskning på området. Det er rart at få sat ansigt på," siger Vibeke Vollmer, der deltog på konferencen som repræsentant for Hjernetumorforeningen.

Samme glæde, men en lidt anden begrundelse kommer fra Helle Mathiasson, der er formand i Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker.

"At komme på Danske Kræftforskningsdage er et dejligt gensyn med mange i mit netværk. Det sidste 1½ år har jeg ikke set mine tværfaglige kollegaer rundt om i landet andet end gennem en skærm, og det er noget andet at se hinanden i 3D," siger hun.

Generelt viser evalueringen blandt deltagerne, at der er meget stor tilfredshed med arrangementet. Næsten alle deltagerne svarer i evalueringen, at de gerne vil komme igen til næste år – og også, at de vil anbefale kollegaer at tage med.

Bredden er en styrke
Mange af deltagerne på konferencen kommer naturligvis med en særlig interesse for ét felt, men faktisk er konferencens faglige bredde en styrke ved arrangementet, mener sygeplejerske Helle Mathiasson.

"Det er utrolig inspirerende at høre oplæg fra passionerede oplægsholdere. Som stråleterapeut, er jeg særligt interesseret i den nyeste viden om strålebehandlinger. Men det gode ved Danske Kræftforskningsdage er jo også, at der er så mange forskellige oplæg fra hele spekteret af kræftforskning via kirurger, onkologer, forskere, patologer, sygeplejesker, ph.d.-studerende, koncerndirektører og så videre," siger hun.

Selvom Helle Mathiasson fremhæver diversiteten blandt oplægsholderne som en styrke, var hun særligt glad for, at blandt andet udfordringer i rekruttering og samtykke til kliniske kræftforsøg fik plads på scenen. Hun har da også et par ønsker til næste års program.

"Jeg tænker at næste års emner kunne blive mere om kunstig intelligens, og så savnede jeg nogle flere sygeplejersker på podiet, for jeg ved at der er flere forskningsprojekter i gang rundt om i landet," siger hun.

Hjernetumorforeningen følte sig set og hørt
Vibeke Vollmer fra Hjernetumorforeningen roser også programmet, som i år havde rigtig meget at byde for deltagere med interesse for netop kræft i hjernen.

"Programmet var ekstra interessant for os i år, fordi der var flere relevante indlæg på hjernetumorområdet. Så er det om at spidse ører. Jeg er jo ikke fagligt velfunderet i forhold til det, der bliver talt om, men jeg tager da nogle overordnede pointer med hjem," siger hun.

Hun glæder sig til konferencen næste år, hvor hun håber, at der vil være mere fokus på de senfølger, mange kræftpatienter oplever efter endt behandling.

"På hjernetumorområdet er der altid meget fokus på tidlig diagnostik, fordi det er så afgørende for overlevelsen, men vi vil også rigtig gerne snakke om livet efter behandlingerne. Mange af os har gener, der ligger lidt ud over de mere almindelige senfølger, som der er ved andre kræftformer. Det kunne jeg godt tænke mig en drøftelse af til Danske Kræftforskningsdage næste år."

Danske Kræftforskningsdage vender tilbage den 25. og 26. august 2022.

For yderligere information, klik ind på siden Danske Kræftforskningsdage