Der er god stemning og høj aktivitet under Danske Kræftforskningsdages tværfaglige og pulserende postersession Foto: DCCC

02-05-2025
Postersessionen på Danske Kræftforskningsdage har de seneste år gennemgået en markant udvikling. Siden 2023 har Line Bentsen og Daniella Elisabet Østergaard stået i spidsen for en nytænkning af formatet – med et klart mål om at gøre sessionen mere levende, engagerende og med større fagligt udbytte.

”Formatet var tidligere ret passivt – hvor man stod ved sin poster og håbede, nogen kom forbi,” fortæller Daniella. ”Vi ønskede at skabe en levende og inspirerende session, hvor posterpresenters og konferencens deltagere kunne engagere sig aktivt og indgå i dialog på tværs af faggrupper, specialer og geografi.’

Som noget nyt blev postersessionen i 2023 lavet om til poster walks – tematiske og modererede runder, hvor alle de deltagende forskere præsenterer deres resultater, og hvor publikum inviteres til dialog. Det har løftet postersessionen markant og gjort den til en central del af konferencen.

”Sessionen er blevet til et fantastisk showroom for den kræftforskning, der foregår i Danmark lige nu – og til et unikt rum for nye idéer og samarbejder, der kan bringe os endnu længere på kræftområdet,” tilføjer Daniella.
De mange tiltag har givet postersessionen et markant løft og ført til flotte evalueringer fra deltagerne i både 2023 og 2024.

Bedre formidling – bedre oplevelse

For at styrke både det visuelle udtryk og det faglige fokus, blev der samtidig udarbejdet en officiel posterguide baseret på Mike Morrisons #BetterPoster-format.

”En god poster skal drage publikum ind og guide dem både visuelt og indholdsmæssigt, så du hjælper dem med at forstå dit budskab – og det kræver gennemtænkt formidling” fortæller Daniella.

I et netop publiceret studie har Line og Daniella sat tilgangen under lup. Studiet, der blev foretaget til Danske Kræftforskningsdage 2024, sammenlignede #BetterPoster-formatet med det klassiske design og vurderede 103 posters på blandt andet førstehåndsindtryk, organisering, design og tekstmængde. Resultaterne blevet i april publiceret i Journal of Cancer Education.

”Vi fandt, at #BetterPoster generelt scorede højest – men også at det ikke nødvendigvis handler om at bruge et bestemt design – men om at tænke sig grundigt om: Hvad vil jeg fortælle, og hvordan guider jeg bedst mit publikum gennem mit budskab,” uddyber Line.

Hun understreger, at det derfor ikke designet i sig selv, der er afgørende:
"Et flot design gør ikke din forskning bedre, men det kan gøre din formidling stærkere – og det er helt afgørende for, om publikum stopper op og faktisk læser og forstår din poster.’

Postersessionen får nye kræfter

I 2025 overdrages stafetten gradvist til nye kræfter. Mette Kielsholm Thomsen og Marie Ernst Christensen er udpeget til at videreføre og videreudvikle sessionen. I 2026 står de som ansvarlige for postersessionen, men allerede i år er de trådt ind som medansvarlige.

”Posterwalk’en gjorde stort indtryk på mig, da jeg selv var moderator i 2023. Sessionen fungerede rigtig godt for både oplægsholdere og deltagere. Det er et stærkt format – og jeg ser frem til at bidrage,” fortæller Mette.

Marie tilføjer: ”Det tværfaglige miljø til Danske Kræftforskningsdage er virkeligt noget særligt. Jeg har fulgt postersessionen med stor interesse og synes, det er en spændende mulighed at være med til at forme en session, hvor både erfarne og nye forskere føler sig set og hørt."

Ser frem til Danske Kræftforskningsdage 2025

Call for Abstracts lukkede den 4. april, og de faglige bedømmere er nu i gang.
"Jeg ser meget frem til Danske Kræftforskningsdage 2025. Jeg glæder mig til at se alt den forskning, der foregår rundt omkring i landet og også til at se den formidlet i et tilgængeligt og moderne format, hvor man lærer endnu mere,’ afslutter Daniella.

Danske Kræftforskningsdage 2025 afholdes den 28.–29. august i Odense.

Tilmeldingen åbner den 6. maj.

Det omtalte studie: #BetterPoster and Classic Formats at a Scientific Cancer Conference i Journal of Cancer Education.

Yderligere information om postersessionen

Læs mere om Danske Kræftforskningsdage

3 tips til at designe en stærk poster

Placér dit budskab i øjenhøjde
Sørg for, at din hovedpointe står fysisk i øjenhøjde med publikum – det skaber blikfang og gør det let for folk at afkode, hvad din forskning handler om.

Oversæt og kuratér dit indhold
Sæt dig i publikums sted og vælg det vigtigste ud. Gør det forståeligt – også for dem, der ikke arbejder med din metode til daglig. Det er ikke at gå på kompromis med det faglige niveau, men at gøre det mere tilgængeligt.

Giv din poster retning og funktion
Alt indhold på din poster skal have en tydelig funktion. Brug eventuelt kontraster og layout til at guide læseren – og leg gerne med designet, hvis du har mod på det!

Daniella Elisabet Østergaard Daniella Elisabet Østergaard

Daniella Elisabet Østergaard

Daniella Elisabet Østergaard er læge og ph.d.-studerende ved Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet. Hun er tilknyttet DCCC Stråleterapi og forsker i stråleterapi med fokus på optimering af strålebehandlingsteknikker og stråleplaner for at minimere senfølger, særligt hos børn og unge kræftpatienter. Daniella har bidraget til planlægning og udvikling af posterwalken ved Danske Kræftforskningsdage 2023-2025.

Line Bentsen Line Bentsen

Line Bentsen

Line Bentsen er læge og ph.d.-studerende ved Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet. Line laver forskning med særligt fokus på fertilitet og seksuel sundhed blandt unge voksne med kræft i Danmark. Line har bidraget til planlægning og udvikling af posterwalken ved Danske Kræftforskningsdage 2023-2025.

Marie Ernst Christensen Marie Ernst Christensen

Marie Ernst Christensen

Marie Ernst Christensen er lektor og ph.d. ved Forskningscenter for Pleje & Rehabilitering, samt Ernæring og Sundhedsuddannelsen på VIA University College. Hun har en baggrund i folkesundhedsvidenskab og forsker i rehabilitering med særlig fokus på appetit, samt mad- og måltidsrelaterede udfordringer hos unge kræftramte. Marie har bidraget til planlægning og udvikling af posterwalken ved Danske Kræftforskningsdage 2025.

Mette Kielsholm Thomsen Mette Kielsholm Thomsen

Mette Kielsholm Thomsen

Mette Kielsholm Thomsen er postdoc ved Institut for Klinisk Epidemiologisk Afdeling på Aarhus Universitet. Hun har en baggrund i folkesundhedsvidenskab og en ph.d. om det danske tarmkræftscreeningsprogram. Hendes forskning fokuserer på screening, kræftepidemiologi, social ulighed i sundhed og klinisk epidemiologi. Mette har bidraget til planlægning og udvikling af posterwalken ved Danske Kræftforskningsdage 2025.