Billeder fra danske kræftforskningsdage 2022 og 2018 Foto: Rune Borre Jensen og Hung Tien Vu 

18-08-2022

Mere end 500 klinikere, forskere, patienter og beslutningstagere mødes 25.-26. august til Danske Kræftforskningsdage 2022. Sundhedsminister Magnus Heunicke åbner konferencen.

 

Når Danmarks største tværfaglige konference på kræftområdet løber af stablen i Kolding er det med massiv faglig opbakning. Mere end 500 deltagere, som alle arbejder med kræftbehandling og forskning i det danske sundhedsvæsen har prioriteret at deltage i konferencen. Det er bl.a. læger, sygeplejersker, psykologer, diætister og mange andre faggrupper fra de danske hospitaler og universiteter. Hertil kommer repræsentanter fra patientforeninger samt beslutningstagere fra sundhedsvæsenet.


Svære spørgsmål med stor betydning
På programmet står et bredt udvalg af aktuelle emner inden for kræftforskning- og behandling. Fælles for emnerne er at de har stor relevans for hele kræftområdet og på hver sin måde skal inspirere og give grobund for lærerige diskussioner i forbindelse med konferencen.

Palliation er et emne, som igennem de seneste år har optaget såvel politikere, patienter, pårørende samt læger og sygeplejersker på tværs af sektorer. Deltagerne kan i år se frem til at blive klogere på spørgsmålet om, hvordan man bliver bedre til at sikre alle en værdig sidste tid via bedre lindrende behandling? For hvordan lykkes man med rettidig palliativ indsats både i kommunen, i almen praksis og på hospitalerne. Der vil med sikkerhed blive peget på både de centrale problemer og nogle at de løsninger, som ligger lige for.

At patienter deltager i klinisk forskning er helt afgørende - både for mange patienter lige nu, for forskningen og for de fremtidige patienter. Med oplægsholdere fra både England, Holland og Danmark kommer man hele vejen rund om emnet. Deltagerne kan således se frem til at blive klogere på, hvordan det kan blive mere attraktivt for patienterne at deltage og forblive i kliniske studier, da det er et vigtigt skridt på vejen til at sikre, at patienterne bliver tilbudt det relevante forskningsprojekt.

Der vil også blive set nærmere på de muligheder og begrænsninger, som patienterne og forskerne oplever, at det klassiske randomiserede studie medfører – samt drøfte alternative studietyper.

- Helt fra starten har konferencen været en del af en samlet national indsats for at forkorte vejen fra forskning til klinik – og for at sikre et højt og ensartet niveau i forskning og klinisk praksis på tværs af landet siger Anne Bukh, der er formand for styregruppen i DCCC og koncerndirektør i Region Nordjylland.


Nyeste viden fra den danske kræftforskning
Som det er tradition, så er der et særskilt fokus på den danske kliniske kræftforskning, og hvordan man gennem nationale og tværfaglige projekter skaber og forbedrer fremtidens behandling. Her får deltagerne den nyeste viden om alt fra, hvordan præhabilitering kan forebygge komplikationer efter kræftkirurgi til hjemmebehandling af patienter med blodkræft.

Her går forskningen og kvalitetsarbejdet hånd i hånd - både når det drejer sig om at forbedre overlevelsen og øge livskvaliteten.

- I vores højt specialiserede sundhedsvæsen, er det vigtigt at prioritere samarbejde på tværs af discipliner og fag. Kun ved at tænke og arbejde på tværs af fagligheder kan vi sikre, at den nyeste og bedste viden på området kommer i brug under hele patientrejsen – ligegyldigt, hvor i landet kræftpatienten møder sundhedsvæsnet., siger Michael Borre, der udover formandsposten i DMCG.dk også er professor og overlæge på Urinvejskirurgi på Aarhus Universitetshospital.


Yngre forskere helt i top – og Flash Talks er kommet til
Desuden præsenterer Danske Kræftforskningsdage syv yngre forskere, der i hver deres kategori har vundet prisen "Exceptional Young Scientist Abstract". De er efter tæt konkurrence blevet udvalgt til at præsentere deres forskning fra konferencens hovedscene. Deres abstract er blevet valgt blandt 167 indsendte abstracts, hvoraf 120 vil blive præsenteret i en postersession under konferencen.

Som noget nyt i år afholdes der desuden Flash Talks, hvor 12 forskere laver en kort, mundtlig præsentation af deres forskning. De 12 forskere skal alle præsentere deres forskning under postersessionen, og med en Flash Talk får de samtidig mulighed for at fortælle om særlige aspekter af deres forskning og kan efterfølgende invitere til yderligere dybdegående samtaler med de andre deltagere.

Danske Kræftforskningsdage for 4. gang

Arrangørerne bag Danske Kræftforskningsdage 2022 er DCCC – Danish Comprehensive Cancer Center – og Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG.dk).

Det er 4. gang, at Danske Kræftforskningsdage afholdes.

Danske Kræftforskningsdage vender tilbage den 31. august – 1. september 2023.

Call for abstracts sendes ud medio marts

Tilmeldingen åbner primo maj 2023