Når Danske Kræftforskningsdage 2026 løber af stablen til august, bliver det igen med spotlight på nogle nye stærke forskerstemmer i dansk kræftforskning. Seks nye forskere er i år blevet udvalgt til at præsentere deres forskning fra hovedscenen i sessionen ”Nye danske kræftforskere i rampelyset”.
Forskerne er udvalgt blandt årets mange indsendte abstracts, og de modtager prisen Exceptional New Scientist Abstract som anerkendelse af både den faglige kvalitet og relevansen af deres forskning.
Professor Lene Hjerrild Iversen, der i år har fornøjelsen af at guide publikum og de unge forskere godt igennem sessionen ser frem til at høre prismodtagernes oplæg:
”Det er en fornøjelse at kunne give scenen til seks nye forskere. Årets oplæg favner både metodisk, fagligt og tematisk bredt, og samtidig er der en imponerende kvalitet og dybde i projekterne. Publikum kan virkelig se frem til at blive klogere på billedet af bredden i dansk kræftforskning,” siger Lene Hjerrild Iversen, overlæge, professor, Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital og Aalborg Universitet, centerleder, Dansk Forskningscenter for Kræftkirurgi (ACROBATIC).
Sessionen er gennem årene blevet et fast og populært indslag på Danske Kræftforskningsdage. Det er en unik mulighed, som giver nye forskere mulighed for at præsentere deres forskning for så bredt et publikum på tværs af alle de relevante aktører fra hele kræftområdet. Det giver ikke bare faglig eksponering, men og mulighed for at sætte forskningen ind i en større sammenhæng på tværs af fag, specialer og sektorer.
Som en del af prisen tilbydes de seks forskere derfor også et målrettet formidlingsforløb med professionel sparring i forskningskommunikation, så de komplekse resultater står klart og levende på dagen.
De nye kræftforskere er:
Christina Espeseth Grand, ph.d.-studerende, Molekylær Medicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital med abstract Your Blood Knows: Immune Receptor Repertoires Predict Outcomes in Localized RCC
Anders Frederiksen, læge og ph.d., Eksperimentel Klinisk Onkologi, Aarhus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet med abstract Verification study of the Radiosensitivity index (RSI) in HNSCC patients from the DAHANCA19 trial
Hanna Forsberg, læge og ph.d.-studerende, Eksperimentel Klinisk Onkologi, Aarhus Universitetshospital med abstract 10-year Follow-Up of the DBCG HYPO Trial: Breast Induration, Recurrence and Survival After Hypofractionated Whole Breast Irradiation
Louise Elkjær Fløe, læge og ph.d., Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital med abstract Improving cancer care for patients with cancer and severe mental disorders - Development and feasibility test of the CASEMED Model
Sandra Jensen, ph.d.-studerende, Senfølger efter Kræft og Kræftbehandling, Onkologisk Afdeling, Rigshospitalet med abstract Lymphedema after prostate cancer: men’s lived experiences and perspectives on current care
Camilla Keller, ph.d.-studerende, Kræftoverlevelse, Kræftens Bekæmpelse med abstract Mortality in cancer survivors with a first-onset of severe depression: a nationwide cohort study