Springbræt til nye samarbejder og faglig udvikling
Postersessionens populære format med modererede poster-walks gentages i år på Danske Kræftforskningsdage. Foto: DCCC/Jesper Balleby
14-03-2025
Hvis du forsker inden for kræftområdet, bør Call for Abstracts til Danske Kræftforskningsdage stå højt på din prioriteringsliste. Konferencen giver en unik mulighed for at præsentere din forskning, få værdifuld feedback og skabe nye samarbejder.
Det mener Signe Borgquist, lærestolsprofessor ved Aarhus Universitet og Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital, som også er sessionsansvarlig for Nye danske kræftforskere i rampelyset – hvor syv lovende nye forsker udvælges på baggrund af de indkomne abstracts. Et synspunkt, hun deler med to forskere, der tidligere har indsendt abstracts til Danske Kræftforskningsdage.
Konferencen, der er Danmarks største kræftforskningskonference, har et tværfagligt fokus og samler forskere på tværs af specialer og faggrupper, hvilket skaber grobund for nye perspektiver og tværfaglige samarbejder.
- For nyere forskere, der endnu ikke har skabt sig et stort netværk eller har så meget erfaring med at formidle deres forskning, er det en særlig god mulighed. De får både erfaring med at præsentere deres forskning og mulighed for at få kvalificeret feedback fra erfarne forskere og klinikere, som kan løfte deres videre arbejde, fortæller Signe Borgquist.
Jesper Nors, reservelæge, ph.d. på Kirurgisk afdeling, Regionshospitalet Randers, har selv oplevet, hvordan konferencens tværfaglige setup giver nye ideer og vinkler, der har styrket hans egen forskning og ført til nye samarbejder. I 2023 præsenterede han sin forskning under postersessionen, og i 2024 nåede hans abstract hele vejen til den store scene.
- Det, der er godt ved konferencen, er, at den er tværfaglig. Normalt deltager vi i konferencer, hvor man kun møder fagfolk fra sit eget felt. Konferencens tværfaglige format gør, at du får input fra fagpersoner med helt andre specialer end dit eget. Du får spørgsmål og perspektiver, du ikke havde forventet, og det giver nye ideer til din egen forskning, forklarer Jesper Nors og tilføjer.
- Det giver også god mulighed for at udvide dit netværk og skabe samarbejder på tværs af specialer og geografi. Du kan fx opleve, at andre forskere tager fat i dig, fordi de er blevet inspireret af dit studie på en patientgruppe, som de kan se overført til deres eget arbejde. På den måde kan et nyt samarbejde opstå. Hele netværksdelen og de faglige indspark fra andre specialer gav virkelig meget. Jeg har selv fået udvidet mit netværk og skabt nye samarbejder efter konferencen.
Fra abstract til spotlight
Blandt de indsendte abstracts udvælges omkring 110 hvert år til præsentation under postersessionen, mens syv nye lovende forskere får plads på den store scene. De udvalgte forskere får tilbudt et forløb med professionel coach i forskningsformidling, der klæder dem på til at præsentere deres forskning for konferencens over 500 deltagere.
Det er noget helt særligt at stå på den store scene på Danske Kræftforskningsdage, lyder det fra Mathilde Egelund Christensen, der i 2022 indsendte sit abstract til konferencen, og som Jesper Nors også blev udvalgt til at præsentere sin forskning på den store scene. Hun er læge og ph.d.-studerende ved Afdeling for Blodsygdomme på Rigshospitalet.
- Det var en rigtig stor oplevelse, som både var nervepirrende og spændende. Efter grundig forberedelse og et intensivt formidlingsforløb følte jeg mig godt klædt på, men det gav stadig et sug i maven, fortæller Mathilde, der også efterfølgende har gjort brug af de teknikker og metoder, hun lærte under formidlingsforløbet.
Ligesom Jesper Nors er Mathilde Egelund Christensen også begejstret for konferencens tværfaglige fokus og det store netværkspotentiale.
- Det er en unik konference, der samler både junior og senior kræftforskere, og som præsenterer den nyeste danske kræftforskning i et videnskabeligt program af meget høj kvalitet. Jeg vil klart opfordre forskere til at indsende abstracts og deltage — det giver en enestående mulighed for at drøfte resultater med de bedste inden for feltet, netværke og hente inspiration til fremtidige studier. Det, at vi kan mødes på tværs af subspecialer og udveksle viden og erfaring, er virkelig værdifuldt, understreger Mathilde.
Spring ud i det
Signe Borgquist deler ligesom Jesper Nors og Mathilde Egelund Christensen også en klar opfordring til at indsende abstracts til Danske Kræftforskningsdage 2025. Fra hende lyder der afsluttende en stærk anbefaling til at gribe muligheden:
-Spring ud i det, og send dit abstract af sted. Danske Kræftforskningsdage udgør en enestående mulighed for at præsentere forskning og samtidig skabe et netværk på tværs af landet og specialer, som man måske ikke normalt taler så meget med. Det kan åbne døre til nye typer af samarbejder og styrke din faglige profil.
Call for Abstracts er åbent nu og frem til den 4. april. Læs mere om Call’et, og indsend dit abstract.
Tilmelding til Danske Kræftforskningsdage, der finder sted i Odense den 28.-29. august 2025, åbner 6. maj 2025. Følg med på www.dccc.dk.