Bevillingsår: 2022

DCCC støtter etableringen af et nyt nationalt, tværfagligt netværk med 68.500 kr.

Håndtering, inklusiv udredning, stadieinddeling og behandling af cancer i graviditeten er kompleks, idet der er to liv der skal tages hensyn til. Der er behov for tværfaglig ekspertviden og klinisk erfaring nationalt for at sikre en optimal og individualiseret behandling af moderen og det ufødte barn.

Inden for de seneste ca. 15 år er der sket et paradigmeskift i håndteringen af gravide med cancer, hvor man, så vidt muligt, anbefaler behandling under graviditeten og at undgå præmatur forløsning. Den kliniske erfaring samt seneste registerforskning tyder på at dette ikke er fuldt gennemført, hvilket formentlig skyldes tilstandens sjældenhed med omkring 23 nye tilfælde årligt.

Initiativet bidrager til kvalitetssikring gennem etablering af en national database indeholdende kliniske cases og svar. Via let tilgængelige data skal databasen bidrage til et optimeret overblik for brugere og eksperter samt sparring med det internationale netværk.

Status november 2025: Det nationale Advisory Board on Cancer, Infertility and Pregnancy (DABCIP) er blevet etableret som et tværfagligt forum for rådgivning om gravide med cancer og cancerpatienter med fertilitetsspørgsmål. Netværket består af 23 medlemmer fra 12 specialer og har udviklet en webbaseret platform i samarbejde med det internationale ABCIP. Initiativet har fremmet videndeling gennem faglige oplæg og samarbejde med internationale netværk og har dermed forbedret håndteringen af disse sjældne og komplekse forløb i Danmark.

Nyheder