Bevillingsår: 2025

DCCC støtter forberedelsen af dette nationale og multidisciplinære investigator‐initierede studie med 191.583 kr.

Traditionelt har behandlingen af endetarmskræft været baseret på kirurgi, ofte suppleret med præoperativ kemoterapi og/eller strålebehandling. Behandling med kirurgien har ofte medført alvorlige bivirkninger, herunder permanente stomier, nedsat livskvalitet og risiko for lav anterior resektion-syndrom (LARS).

Tidligere studier har vist, at højdosistrålebehandling kan give høje organbevaringsrater og forbedret lokal kontrol uden en markant øgning i toksicitet.

Gruppen bag ansøgningen vil med et nyt WW4-platformstudie bygge videre på disse resultater og udvide det til at omfatte patienter med endetarmskræft i alle tumorstadier (T1-T4) - og integrere forskellige behandlingsmodaliteter, herunder strålebehandling, kemoterapi og kombinationer heraf. Gruppen sigter mod at forberede et WW4-platformsstudie, der kan tilbyde organbevarende strålebehandling i protokolleret regi til patienter på tværs af sygdomsstadier og dermed reducere behovet for omfattende kirurgi og dens følger.

Som en del af forberedelsen af dette studie skal der sikres national faglig konsensus om studiets design og operationaliseringer. Dette vil gruppen bag ansøgningen facilitere via et internat i foråret 2025, hvor centrale interessenter fra hele landet vil blive inviteret. Her præciseres studiets formål, forsøgsdesignet fastlægges, og ansvarsfordeling samt proces aftales. Samtidig sikres en national forankring af det endelige studie, og der forberedes og etableres en infrastruktur til bred inklusion.

Forventningen er, at platformstudiet vil sætte nye standarder for behandlingen i endetarmskræft – det vil både bidrage til evidensbaserede, skræddersyede organbevarende strategier, udvikling af præcise behandlingsalgoritmer, forbedret sygdomskontrol og reduceret toksicitet. Forventningerne er også, at studiet vil fremme en patientcentreret behandling med fokus på livskvalitet, styrke det nationale samarbejde og sikre standardisering på tværs af behandlingscentre. Derudover forventes resultaterne at skabe international gennemslagskraft.

 

Tværfaglig organisation
Dette initiativ er forankret i Dansk Colorektalcancer Gruppe (DCCG) og involverer et multidisciplinært samarbejde mellem kirurger, onkologer, radiologer, patologer og hospitalsfysikere.

 

Deltagende parter

  • Lars Henrik Jensen, læge, ph.d., Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus. Primær kontaktperson, mail: Lars.Henrik.Jensen@rsyd.dk
  • Christiane Ehlers Mortensen, læge, Afdeling for Kræftbehandling, Rigshospitalet
  • Laurids Østergaard Poulsen, læge, ph.d., Onkologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
  • Tommie Mynster, læge, Kirurgisk Afdeling, Bispebjerg Hospital
  • Anna-Lene Fromm, læge, Afdeling for Kræftbehandling, Herlev Hospital
  • Joanna Szpejewska, læge, Onkologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital
  • Birgitte Mayland Havelund, læge, ph.d., Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus

Øvrige deltagende parter, der inddrages i forberedelserne af studier via DCCG’s videnskabelige udvalg

  • Kirsten Legård Jakobsen, hospitalsfysiker, Onkologisk Afdeling, Herlev Hospital
  • Jesper Dan Nielsen, overlæge, Kirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
  • Hans Bjarke Rahr, cheflæge, Kirurgisk Afdeling, Vejle Sygehus
  • Henrik Dahl Nissen, hospitalsfysiker, Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus
  • Jan Lindebjerg, overlæge, Patologisk Afdeling, Vejle Sygehus
  • Mette van Overeem Felter, overlæge, Onkologisk Afdeling, Herlev Hospital
  • Søren Rafaelsen, professor, Radiologisk Afdeling, Vejle Sygehus
  • Dennis Tideman Arp, hospitalsfysiker, Aalborg Universitetshospital
  • Lene Hjerrild Iversen, professor, Kirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
  • Ismail Gögenur, professor, Kirurgisk afdeling, Sjællands Universitetshospital