Jonas Egebart, direktør for Sundhedsstyrelsen, indledte sin åbningstale til Danske Kræftforskningsdage 2024 med at slå fast, at vi skal stoppe med det, der ikke giver værdi, hvis vi skal lykkes med en omstilling af sundhedsvæsenet. Foto: DKD2024, Jesper Balleby.
23-09-2024
Hvordan prioriterer vi vores ressourcer bedst muligt til gavn for patienterne i fremtiden? Det var et af hovedtemaerne på årets konference.
Der var ved Danske Kræftforskningsdage stor enighed om, at vi står over for en afgørende prioriteringsopgave på kræftområdet – og i sundhedsvæsenet generelt. For med flere ældre, mere komplekse patienter, forventninger i befolkningen og de høje omkostninger forbundet med nye behandlingsmetoder, så bliver det sværere at få ressourcerne til at slå til.
Men hvor trykker skoen i klinikken, og hvad er de mulige løsninger? Det var omdrejningspunktet for såvel oplæg som debat i årets åbningssession på Danske Kræftforskningsdage.
Vi skal kunne stoppe det, der ikke giver værdi
Sundhedsstyrelsens direktør, Jonas Egebart, indledte årets konference og hilste dagsordenen velkommen. Han understregede samtidig i sin åbningstale, at vi ikke behøver at vente på en kræftplan for at kunne spørge ’hvad er vigtigt for dig?’
For hvis vi skal lykkes med en omstilling af sundhedsvæsenet, så skal vi stoppe det, der ikke giver værdi. En omstilling af vores sundhedsvæsen skal ikke medføre en reduktion i kvalitet, og så har vi brug for forskningen, også for at lette vejen for implementeringen i den kliniske praksis, uddybede han i sin indledning. Det er forskningen, der giver grundlaget for, at patienterne kan tilbydes mere differencerede og individualiserede patientforløb. Desuden bør patienterne inddrages mere aktivt i behandlingsforløbet for at forbedre patientforløb og udnyttelse af ressourcer, understregede han fra scenen.
Netop differentiering, individualisering og aktiv medinddragelse af patienten kommer til at fylde meget i Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til Kræftplan V, kunne Jonas Egebart også løfte sløret for til Danske Kræftforskningsdage.
Differentierede kræftpakker kan være en løsning i ressourceudfordringen
Ikke alle kræftsygdomme er lige akutte – derfor er mere fagligt differentierede kræftpakker en del af løsningen. Dette var hovedbudskabet fra Jens Hillingsø, cheflæge, Afdeling for Organkirurgi og Transplantation på Rigshospitalet.
Med et oplæg om netop differentierede kræftpakker fremhævede Jens Hillingsø, at det i endnu højere grad bør være en faglig vurdering, der afgør, hvor hastende den enkelte kræftpatients forløb skal være. Samtidig understregede han, at det ikke handler om at slække på kravene til udredningshastigheden. Her bør ambitionen fortsat være hurtigst muligt og mest mulig præcis udredning.
Men der bør være en differentiering af de maksimale ventetider til operation, så der i højere grad kan prioriteres efter cancertyper. Det vil ikke bare kunne afhjælpe presset i sundhedssektoren, men også give et bedre forløb for den enkelte patient.
Læs mere om Jens Hillingsøs oplæg i artiklerne:
- Kan kræftforløb i flere hastigheder aflaste et presset sundhedsvæsen? i Dagens Medicin
- ’Cheflæge: Vi skal gentænke behandlingsgarantien – for patienternes skyld’ i Medicinsk Tidsskrift
Hvordan bliver patienten en ressource i eget forløb?
En del af løsningen ligger hos patienterne selv, understregede Pia Krause Møller, sygeplejerske og postdoc ved Odense Universitetshospital i sit oplæg. Det kræver dog, at vi har styr på rammen og rollefordelingen. Det er først og fremmest vigtigt, at vi som klinikere spørger patienterne om det rigtige, at vi gør det systematisk og på en faglig sikker måde. Samtidig er det afgørende, at patienterne oplever, at deres svar og oplysninger aktivt bruges i det efterfølgende forløb, slog Pia Krause Møller fast.
Hun ønsker dermed en mere aktiv patient-medinddragelse, og at vi skal se på, hvordan patienten kan blive en ressource i eget forløb. Hendes forskning peger samtidig på, at der er et stort potentiale i at styrke forbindelsen mellem hospital og patientens eget hjem, hvor mere og mere af behandlingen med al sandsynlighed kommer til at foregå i fremtiden. Det vil ikke alene spare ressourcer, men det kan også føre til et bedre patientoplevet sygdomsforløb, forklarede Pia Krause Møller, men understregede også, at der fortsat udestår et større implementeringsarbejde for at kunne forløse potentialet.
Patienternes egne oplysninger kan også bruges til at understøtte en vurdering og håndteringen af bivirkninger som et led i behandlingsforløbet, fremhævede Andreas Carus, overlæge ved Aarhus Universitetshospital i sit oplæg. Han pegede dermed også på, at patienternes data kan ses som en del af løsningen på vores ressourceudfordringer. Med teknologisk bearbejdning af dataene kan vi nemlig gøre opfølgningsprogrammerne mere effektive og individuelt tilpassede, forklarede han på scenen.
Med udgangspunkt i Ambuflex-systemet illustrerede han i sit oplæg, hvordan patienternes selvrapportende symptomer kan fungere som beslutningsstøtte under behandling og i opfølgningsprogrammerne. Forskningen herfra viser, at det er sikkert og muligt at bruge PRO til at vurdere, om patienterne er klar til deres behandling, og det kan både være med til at optimere indsatsen og spare patientens tid og eventuelle unødige besøg. På den måde udfordrede Andreas Carus – ligesom Jonas Egebart gjorde i sin åbningstale – præmissen om one-size-fits-all i behandling og opfølgning og talte for mere differentierede patientforløb og mere aktiv patientinddragelse.
Find Pia Krause Møllers og Andreas Carus’ præsentationer fra sessionen her, hvis du vil have udfoldet deres resultater og oplæg.
Forskning som en del af løsningen for at bruge vores ressourcer mere optimalt
Ulrik Lassen, cheflæge og professor ved Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet, pegede fra scenen på, hvordan forskningen kan være med til at levere kloge løsninger på sundhedsvæsenets ressourceudfordringer. Derfor bør forsknings- og klinisk drift i højere grad integreres fremfor at være hinandens modsætninger, og det kræver ledelsesforankring. Dette er også vejen til at undgå siloer, dobbelt arbejde og spild i forskningen, eksempelvis når data ender i en forskningsdatabase, uden mulighed for at blive brugt på tværs.
Han understregede, at det kræver, at vi helt overordnet ser forskning som en investering, og at vi bliver bedre til at fastholde forskerne. Herudover slog han ned på nogle konkrete benspænd, der udfordrer den kliniske forskning, herunder manglende politisk vilje til at investere i data og utidssvarende lovgivning. Der har i mange år været en politisk ambition om at bruge sundhedsdata bedre og smartere til forskning og til at udvikle ny medicin til patienterne. Men utidssvarende digitale og teknologiske værktøjer har stået i vejen for at omsætte ambitioner til handling.