Bevillingsår: 2021

Bevillingsbeløb: 200.000 kr. – til etablering af nyt nationalt, tværfagligt netværk på området

Netværket vil finde fælles screeningsværktøjer til at identificere skrøbelige ældre patienter, som har mulighed for at blive præhabiliteret forud for kræftkirurgi. En række investigator-initierede studier skal gennemføres på flere forskellige kræftformer (kolorektal, prostata, blære, lunge og gynækologiske cancere). Fælles for disse kræftformer er, at de ofte rammer ældre skrøbelige patienter og involverer større kirurgi.

Forventningen er, at der både økonomisk og tidsmæssigt vil være meget at spare for samfundet, og ikke mindst vil der være væsentlig højere livskvalitet for patienten i form af en hurtigere tilbagevenden til en 'normal hverdag', hvis flere aspekter af et dårligt helbred bliver optimeret så godt som muligt forud for en større operation.

Mange cancerformer ses hovedsageligt hos ældre patienter. Grundet udviklingen inden for kræftbehandlingen med mere skånsom kirurgi og behandlingsmetoder generelt, bliver kurativ behandling i dag tilbudt til selv ældre (>80 år), skrøbelige patienter. Man ved, at almentilstand, komorbiditet, fysisk form og ernæring er vigtige parametre, der forudsiger, hvordan en patient klarer en større operation.

Studierne vil undersøge, om man kan optimere patienten forud for operationen. For at kunne det er det væsentligt, at vi bliver i stand til at identificere de patienter, der er i høj risiko for at få et kompliceret forløb. Vi skal kunne skelne mellem modificerbare faktorer (fysisk form, ernæringsstatus, anæmi/jernmangel, behandlelig komorbiditet) og ikke modificer-bare faktorer (alder, ikke-behandlelig komorbiditet etc.). Det er dog væsentligt, at vurderingen bliver så let og tidsbesparende som muligt, så det bliver realistisk at få den gennemført i et almindeligt ambulatorieprogram. Derfor er det vigtigt at finde de helt rigtige screeningsværktøjer for begrebet ”frailty”.

I kræftpakkerne er der åbnet op for, at man kan afvente endelig behandling, hvis det skønnes, at patienten har gavn af ekstra tid for at patientforløbet kan foregå på en faglig forsvarlig måde. Den åbning giver mulighed for at optimere de patienter der har behov, forud for operationen.

Det er målet med studierne at finde frem til screeningsværktøjer, der er optimeret både økonomisk og tidsmæssigt samt hurtigst og sikrest formår at identificere de patienter, der vil have mest gavn af en præhabiliteringsindsats forud for deres canceroperation. Det er også et mål, at screeningsredskaberne vil kunne indføres som standardbehandling nationalt, såfremt studierne viser en gavnlig effekt. Studierne forventes at kunne nedbringe antallet af indlæggelsesdage, kirurgiske komplikationer, behov for øget hjælp i hjemmet og derved opnå hurtigere tilbagevenden til den præ-morbide tilstand.

DCCC støtter oprettelsen af det nye netværk, da det er vurderingen, at det er positivt, at der på tværs af fagligheder, organområder, kirurgiske specialer og geografi, etableres et tværfagligt nationalt netværk om en særdeles relevant problemstilling.

Netværket og dets aktiviteter er åbent for alle interesserede partnere med henblik på at identificere det bedst mulige screeningsværktøj for skrøbelighed, ensrette interventionen samt bestemme de bedste effektparametre. Det er ambitionen, at studierne under dette netværk vil kunne inkludere patienter fra de fleste relevante afdelinger på nationalt plan.

Status oktober 2025:

Der er etableret et nationalt, tværfagligt netværk med deltagelse fra relevante DMCG’er, internationale eksperter, patientrepræsentanter, klinikere og forskere fra hele landet. Netværkets aktiviteter har fungeret som forum for udveksling af erfaringer, forskningsresultater og kliniske protokoller og har bidraget til fælles standardisering ved at pege på mulige effektmål og screeningsværktøjer samt multimodale interventioner. Samlet har projektet etableret et velfungerende nationalt netværk, der både styrker forskningen, koordinationen og den kliniske implementering af præhabilitering på tværs af faggrupper og geografi.

 

Tværfaglig organisation

Dansk Kolorektal Cancer Gruppe (DCCG) og Dansk Forskningscenter for Kræftkirurgi: ACROBATIC