Som det fremgår af udmøntningsaftalen for Kræftplan V, har SundK igangsat arbejdet med at etablere den nationale database for tidlig opsporing af kræft og diagnostisk pakkeforløb. Målet er, at databasen skal være i drift fra 2028.
Arbejdet er tilrettelagt som et projekt i SundK og består af tre faser:
- Kortlægning af området og dets kvalitetsudfordringer
- Specifikation
- Etablering af databasen
Den første fase er nu afsluttet og afrapporteret i en rapport, som kan læses på databasens hjemmeside.
Med afsæt i kortlægningen og dialogerne med de faglige organisationer og kliniske miljøer er der udarbejdet en række anbefalinger. De danner grundlag for etableringen af den nationale database for tidlig opsporing af kræft og diagnostisk pakkeforløb på de diagnostiske centre i Danmark.
SundK arbejder med en trinvis inklusion af populationen i databasen. Første skridt tager udgangspunkt i patienter, der er henvist til diagnostisk pakkeforløb, hvor datagrundlaget er mest tilgængeligt. Herefter udvides databasen løbende til også at omfatte patienter henvist fra primærsektoren. Arbejdet videreføres nu i regi af en tværfagligt sammensat databasestyregruppe.
I forbindelse med etableringen af den nationale database oprettes et varigt fagligt netværk - forankret i DMCG.dk - som på sigt kan tage form af en DMCG.