Bevillingsår: 2025
DCCC støtter forberedelsen af dette nationale og multidisciplinære investigator‐initierede studie med 150.000 kr.
Behandlingen af store endetarmspolypper (> 2,5 cm) udgør et stort klinisk dilemma. Selvom polypperne ser godartede ud, viser det sig, at omkring 20-30% indeholder tidlige stadier af endetarmskræft. Nuværende diagnostiske undersøgelser er ikke i stand til at skelne mellem godartede og maligne polypper, og diagnosen kan først stilles efter kirurgisk fjernelse og patologisk vurdering. Dette skaber store udfordringer i valget af korrekt behandling.
Der findes to kirurgiske teknikker til fjernelse af store endetarmspolypper, hvoraf den ene er mere velegnet til godartede polypper og den anden til tidlig endetarmskræft. Forkert valg af teknik kan medføre alvorlige konsekvenser, herunder behov for større operationer eller permanente stomier.
Studiet har til formål at undersøge, om cirkulerende tumor-DNA (ctDNA) i blodet kan bruges til at skelne mellem godartede polypper og tidlig endetarmskræft. Dette ville gøre det muligt at stratificere patienter bedre og sikre, at hver enkelt får den mest hensigtsmæssige behandling.
Studiet forberedes som et nationalt og multidisciplinært samarbejde med deltagelse af centre i alle regioner i Danmark. Støtten fra DCCC muliggør afholdelse af opstartsmøder med de involverede centre, hvilket skal sikre en hurtig og effektiv opstart af studiet, og at så mange patienter som muligt bliver inkluderet.
Hvis ctDNA viser sig at kunne skelne mellem godartede endetarmspolypper og tidlig endetarmskræft, kan det føre til mere målrettet behandling. Patienter med godartede polypper vil kunne tilbydes en mindre indgribende behandling lokalt, mens patienter med kræft kan henvises til mere avanceret kirurgi. Det vil både forbedre behandlingskvaliteten, mindske risikoen for komplikationer og reducere ressourceforbruget.
Tværfaglig organisation
Studiet udføres i samarbejde med DCCC Dansk Forskningscenter for cirkulerende tumor DNA guidet kræftbehandling.
Deltagende parter
Styregruppe
- Claus Lindbjerg Andersen, professor, centerleder, DCCC Dansk Forskningscenter for cirkulerende tumor DNA guidet kræftbehandling, Molekylær Medicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital
- Nis Hallundbæk Schlesinger, læge, Abdominalcenter K, Københavns Universitetshospital - Bispebjerg og Frederiksberg
- Henry Smith, læge, ph.d., Abdominalcenter K, Københavns Universitetshospital - Bispebjerg og Frederiksberg. Primær kontaktperson, mail: henry.george.smith@regionh.dk
Samarbejdspartnere og deltagende centre
- Peter Christensen, Aarhus Universitetshospital
- Claudia Jænsch, Regionhospitalet Gødstrup
- Henrik Loft Jacobsen, Københavns Universitetshospital – Herlev
- Lene Hjerrild Iversen, Aalborg Universitetshospital
- Per Vadgaard Andersen, Odense Universitetshospital