DCCC etablerer to nye netværk og støtter forberedelsen af flere kliniske kræftstudier med 1,3 millioner kr
Syv stærke initiativer modtager støtte fra DCCC i sidste ansøgningsrunde i 2024.
05-12-2024
Et stærkt ansøgerfelt gør det muligt for DCCC at sætte ekstra fokus på forberedelsen af nationale og multidisciplinære investigator-initierede studier i årets fjerde og sidste ansøgningsrunde. Samtidig etableres to nye nationale og tværfaglige netværk.
Samlet set har DCCC i 2024 støttet nationale tværfaglige initiativer med næsten 4 millioner kroner. Støtten gives som ’seed money’ med det formål at understøtte, at der opbygges infrastruktur, som fremmer vidensdeling og samarbejde om kræftforskning og udvikling af de forskellige elementer i et kræftforløb.
De syv støttede initiativer i denne ansøgningsrunde sætter fokus på vidt forskellige kræftformer og aspekter inden for kræftområdet og behandlingsforløbet.
Initiativerne omfatter forberedelse af studier om alt fra metastatisk brystkræft og identifikation af kræftpatienters fysiske og psykosociale ressourcer, til hjemmebehandling af hæmatologiske kræftpatienter, prostatacancerscreening og udvikling af et odontogram til stråleterapi for hoved-halscancerpatienter, samt to nye netværk indenfor palliativ behovsvurdering og klinisk adaptiv stråleterapi.
Læs mere om de syv initiativer, der opnåede støtte i denne runde, herunder.
Det bliver også muligt i 2025 at søge aktiviteter og nye netværk, der fremmer det nationale samarbejde på kræftområdet. Der åbnes op for ansøgninger den 18. december 2024, og fristen for denne ansøgning er 3. februar 2025.